Araberne og israelerne har byttet roller.
Den let arrogante israelske talemåde, at araberne »aldrig gik glip af en chance til at gå glip af en chance« passer i dag mere på israelerne end på araberne. Nu er det israelerne, der taler om krig, og araberne, der taler om fred. Det er især synligt, efter at den nye israelske national-religiøse regering er tiltrådt. Under valgkampen erklærede ministerpræsident Benyamin Netanyahu f.eks. »jeg lover, at jeg, hvis jeg bliver valgt, vil forhindre, at Iran bliver en kernevåbenmagt. Og dette betyder, at alle nødvendige midler vil blive anvendt for at forhindre det«. Og i sin tiltrædelsestale som udenrigsminister erklærede Avigdor Lieberman, hvis parti fik ti procent af stemmerne, ved det seneste parlamentsvalg, at den, der ønsker fred, skal forberede sig på krig, og at indrømmelser ikke er vejen til fred, tværtimod. Han tilføjede, at han var modstander af at opgive Golanhøjderne, som Israel erobrede fra Syrien i 1967, og at han kunne foreslå Syrien »fred mod fred«. Såvel Netanyahus som Liebermans udtalelser har rystet Kairo, Riyadh etc., men i stedet for at gribe ned i den gamle retorikpose, som arabiske ledere tidligere havde så let ved, reagerede de mildt bebrejdende. I stedet for at de 17 arabiske statschefer, der deltog i sidste uges topmøde i Qatar, erklærede, at det arabiske fredsudspil til Israel, først fremsat af Saudi-Arabien i 2002, var taget af bordet, efter at Netanyahu havde erklæret, at han ikke støttede en tostatsløsning, opfordrede den saudiske konge, Abdullah, manden bag udspillet, til tålmodighed. Han forstår, at nye tider i forhold til Washington forudsætter, at araberne optræder taktfuldt i forhold til Israel, der er USA’s strategiske allierede. Udspillet går i korthed ud på at tilbyde Israel fred med alle de 22 lande, der er medlem af den arabiske liga, mod at Israel til gengæld rømmer alle besatte palæstinensiske og syriske områder, som det har holdt besat i de sidste 31 år, inklusive Østjerusalem. Mahmoud Abbas, den palæstinensiske præsident, fortæller, at da Obama fik forklaret, hvad forslaget gik ud på, udtalte han, at det var »madness«, at Israel ikke var parat til at gribe denne chance, apropos talemåden om aldrig at gå glip af en chance til at gå glip af en chance. Medens de arabiske lande, dvs. deres autokratiske magthavere, er optaget af udsigten til en dialog med USA, har Israel travlt med at isolere sig. Resultatet er, at Israel er på vej til at blive en fodnote, med afgørende indflydelse på krig, men ikke på fred. Skillelinjen mellem moderate og radikale arabiske regimer er ikke, hvad den var, før præsident Hosni Mubarak kys-kyssede sin syriske kollega, Bashir Assad, medens kong Abdullah af Saudi-Arabien velvilligt så til. Og den gamle regel om, at den, der er ven med Israel, helt automatisk må være en fjende af den arabiske verden, er ikke længere gyldig, efter at Tyrkiet, hvis militære ledelse plejer tætte kontakter med den israelske, er blevet accepteret som passende selskab af arabiske ledere. Det var Ankara, der tog initiativet til de seneste forhandlinger mellem Israel og Syrien, der brød sammen som konsekvens af den israelske invasion af Gaza for nylig. Netanyahus afvisning af en tostatsløsning og hans udenrigsministers udtalelser om, at Israel i en tvangssituation kunne finde på at bombardere Aswan-dæmningen og lægge Nildalen under vand, styrker de radikale kræfter i de arabiske samfund.Israels politik fremmer konflikten mellem de radikale kredse i den arabiske verden og de kredse, vi i Vesten kalder de moderate. Men det er småpenge sammenlignet med den situation, der vil opstå, hvis Netanyahu tager sit løfte til de israelske vælgere alvorligt med hensyn til den iranske bombe, som han karakteriserer som en eksistentiel trussel om en ny holocaust. Hvor tæt verden står over for et israelsk angreb på de iranske atominstallationer, er umuligt at vide, men der kan ikke herske tvivl om, at vi med valget af kombinationen Netanyahu – Lieberman – forsvarsminister Ehud Barak er rykket et skridt nærmere en konfrontation.
