Forleden slog jeg et slag ind forbi Københavns Rådhus.
Her så jeg til min rædsel, at det fine ’Oplysningskontor’ lige til venstre for indgangen var under ombygning. Det rum, der indtil for få uger siden stod velbevaret som på arkitekten Martin Nyrops tid, er nu under forvandling til en hvid skranke i et tilsyneladende moderne minimalistisk design. Men sådan en gang cool firskåren modernisme, der kan være nok så smagfuld og elegant i de rette omgivelser, er så fejlplaceret her som et stykke sushi i en smørrebrødsanretning. Jeg troede faktisk, at det var fredet, Martin Nyrops fantastiske gesamtkunstwerk, hvor alt fra fresker til håndskårne møbler er designet ned til mindste detalje – selv vandlåsene på toiletterne – så alt fremstår som et produkt af tømrer-arkitektens frodige fantasi og et levende bevis på håndværkets tårnhøje niveau for hundrede år siden.
Men så vidt jeg forstår, gælder Kulturarvsstyrelsens fredning kun de offentligt tilgængelige arealer. Alt, hvad angår de kommunale ansattes arbejdsstationer, hører under magistraten og kan ændres alt efter skiftende borgmestres vilkårlige ideologiske smag. Allerede ved sin indsættelse som overborgmester sagde Ritt Bjerregaard, at hun ønskede et åbent rådhus, at skrankerne mellem borger og myndighed skulle falde. At hun ikke kun mente det i overført betydning, vidner den aktuelle ombygning kun alt for sørgeligt om. Oplysningskontorets skranke er ikke det eneste oprindelige inventar, der er røget ud i de seneste års sanering. ’Hovedkassen’ mod Vester Voldgade er netop blevet moderniseret, så alle de store egetræsborde er blevet erstattet af lette og moderne borde og kopier af Arne Jacobsens 7’er-stole. En stor del af inventaret fra Nyrops mesterværk er således i årenes løb forsvundet og har reduceret dets grad af fuldkommenhed. Vallekilde Højskole, der også er tegnet af Martin Nyrop, har modtaget enkelte af møblerne fra rådhuset, mens andre blot er blevet spredt for vinden i borgmesterens forsøg på at skabe fornyelse i det gamle hus. Det er ufattelig kortsigtet at ’opdatere’ rådhuset på denne måde. Man forstår selvfølgelig, at bygningen er konstrueret i en ideologi, der ligger langt fra vor tids, med dens fejring af magten. Det er ikke noget, der passer til vores aktuelle forståelse af borgeren som en forbruger og den offentlige myndighed som én udbyder blandt flere på markedet for velfærdsydelser. Hele Martin Nyrops nationalisme og fejring af folket og det folkelige, som var det en enhed, der kunne tiltales, som var det én borger, er forsvundet.
