Nato’s krig i Afghanistan lider af den beklagelige svaghed, at den ikke kan vindes.
Især fordi organisationen kæmper mod den forkerte fjende. Fjenden er først og fremmest bin Ladens al-Qaeda, men Nato har koncentreret sin indsats mod den afghanske Talebanbevægelse, der har bred opbakning blandt pashtunerne, som tæller ca. halvdelen af Afghanistans befolkning. Al-Qaeda er udtryk for en radikal fortolkning af islam, det er Talebanbevægelsen også, forskellen er, at al-Qaeda er voldelig, og voldens mål er den vestlige verden og de politiske magthavere i den arabiske verden, som bevægelsen stræber efter at fordrive. Talebanerne er også voldelige, men deres hovedmål er at befri deres land for udenlandske besættelsestropper og genindføre den Koran-stat, som ophørte med at eksistere, da amerikanske tropper efter 11. september 2001 invaderede Afghanistan. Og som tvang talebanerne og deres al-Qaeda-allierede op i Tora Bora-bjergene. Det er en væsentlig forskel. David Kilcullen, en australsk antiterrorekspert, er manden bag den amerikanske beslutning om at forhandle med irakiske sunnimuslimske terrorister. Mod betaling på 300 dollar pr. måned lod de sig hverve til en slags landsbyværn, og det hjalp amerikanerne med at nedkæmpe bin Ladens irakiske filial i Mesopotamien. David Kilcullen vurderer, at 90 pct. af Taleban-guerillaerne er Pashtun-loyalister. Deres dagsorden er national, medens kun ti pct. er tilknyttet Mullah Omars gruppe, der er nært allieret med al-Qaeda.
