Vi ser dem ikke, hører dem ikke og taler sjældent om dem.
De befinder sig nemlig under samfundsdebattens radar –de ’nyfattige’ unge uden eksamensbeviser. Til gengæld er der rigtig mange af dem. 20 procent faktisk! De nyeste tal viser, at hver femte ung dropper ud af folkeskolen, den tekniske skole eller gymnasiet – og lige ud i ingenting. Det er skammeligt! Ikke mindst fordi det er disse unge, der vil blive trukket ned af den stigende arbejdsløshed. Og fordi vi slet ikke fik udnyttet opsvinget til at give de svageste unge et uddannelsesløft. Andelen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, er vokset fra 17 til 20 procent siden årtusindskiftet. Pinligt! Derfor er det velgørende, at der i forgårs blev dannet en tænketank i DGI-byen i København, hvor skolefolk og andre vil forsøge at finde nøglen til at få de skoletrætte unge til at blive i uddannelsessystemet. Forslagene vil blive fremlagt på en konference i slutningen af måneden. Forhåbentlig vil tænketanken gøre op med den begejstringsbølge, der i 1990’erne gik gennem hele den danske uddannelsesverden under overskrifterne ’ansvar for egen læring’ og ’individualisering’. Sangen blev sunget af eksperter fra Danmarks Pædagogiske Universitet og omegn, mens ’moderne’, ’progressive’ erhvervsorganisationer og embedsmænd begejstret nynnede med. Hvilken forbrødring mellem Fjällräv-rygsække og attachémapper! Og hvilken katastrofe, da politikerne i alle lejre blev forført! Der er ingen tvivl om, at lektorernes og uddannelseskonsulenternes egne børn boltrede sig i denne nye løst strukturerede pædagogik med logbøger, grupperum, temaarbejde og meget andet. Men ofrene blev den unge Niklas eller Ahmed, der var vokset op i den lille lejlighed i Greve eller Mjølnerparken uden bogreoler. De havde nemlig brug for trygge rammer, for struktur og for faglighed. Men de fik ingen af delene. Og slet ikke på de tekniske skoler, hvor politikerne uvist af hvilken grund gjorde det til en mærkesag at føre den nye pædagogik ud i det absurde. ’Reform 2000’ hed den pinlige reform af de tekniske skoler, som dannede grundlag for landets mest individualiserede uddannelser overhovedet. Og som mødte den skoletrætte Niklas og Ahmed med et: »Hejsa! Vi kan hverken tilbyde dig olie på fingrene eller en stamklasse med trygge rammer. Til gengæld kan du selv sammensætte dine egne moduler«. Det blev en katastrofe! Eleverne faldt fra i stimer. Og man kan undre sig over, at det netop har været de ’progressive’, der har stået i spidsen for det mislykkede reformpædagogiske eksperiment på de tekniske skoler, og at end ikke fagbevægelsen satte hælene i. Men sådan kan det jo gå, når man ønsker at være på fremskridtets side og glemmer de svagestes vilkår midt i begejstringen. Siden har regeringen, Socialdemokraterne, de radikale og Dansk Folkeparti med let røde ører rettet lidt op på rammerne for erhvervsuddannelserne og pædagogikken. Men det er slet ikke nok. Hvis man vil have flere unge fra ikke-uddannelsesvante hjem til at tage en uddannelse, kræver det gennemgribende reformer af erhvervsuddannelserne og en helt ny pædagogik. Det kræver også ændringer i folkeskolen. Og et helt nyt spor ved siden af erhvervs- og gymnasieuddannelserne. Men frem for alt kræver det forståelse for de ressourcesvages situation. At være fattig i dag er noget andet end for ti og tyve år siden. Hvor den fattige unge før var ham med plastikposen i hånden og gårdsangerskoene på fødderne, så render den ’nyfattige’ i dag rundt med både mobiltelefon og iPod. Penge er ikke hovedproblemet. Det er det manglende eksamensbevis til gengæld. Her kan pædagogik ikke udrette mirakler. Men den forkerte pædagogik kan skabe katastrofer. Og hvis vi efter den pinagtige ’Reform 2000’ spørger os selv, om pædagogiske teorier også kan skabe fattigdom, så må svaret være: ja, desværre!
