USA har endnu ikke formuleret et diplomatisk udspil til præsteskabet i Teheran.
Indtil dette foreligger, burde ledende amerikanske politikere holde mund. Som tingene står i dag, udsender amerikanske talsmænd modstridende signaler, der tjener til at forplumre situationen. De vækker forvirring både i Irans ledelse og blandt befolkningen, der ivrigt venter på en forbedring af forholdet til USA. Det er det indtryk, man får under et tidages besøg i Iran i disse uger før præsidentvalget i juni. De modstridende signaler tjener den ekstremistiske del af præsteskabets interesser. De fortolkes som bevis på, at USA i realiteten fortsat udgør en fare for Irans sikkerhed. Washington, hævder ekstremistiske talsmænd, har ikke ændret strategi, kun tonefald. Resultatet er, at de mere moderate kræfter, der bød præsident Mubaraks udstrakte hånd velkommen, nu bliver lagt for had, og deres nationale sindelag bragt i tvivl. Baggrunden er den, at præsident Barack Obama i en tv-udsendelse rakte hånden ud til præsteskabet i Teheran og udtrykte håb om, at den ikke ville blive mødt med en knytnæve. Denne udtalelse faldt i god jord i brede kredse, men kort efter erklærede udenrigsminister Hillary Clinton, at hvis Iran ikke rettede sig efter Sikkerhedsrådets resolutioner, ville USA foreslå en yderligere stramning af FN’s sanktioner, hvis formål er at tvinge Iran i knæ. De første sanktioner har ikke haft den ønskede virkning. Iran fortsætter ufortrødent med at berige uran, og reaktionen fra Irans præsident Ahmadinejad har, hvilket ikke kan komme overraskende for den, der blot har det ringeste kendskab til Iran, været stolt afvisende, hvilket bidrog til at styrke hans image i befolkningen ikke blot som troens, men også nationens forsvarer. Iran havde nu 1.500 centrifuger i aktion til berigelse af uran, og en nation, der kan præstere det, kan også operere 5.000 centrifuger, sagde han. Der er ingen udsigt til, at nye skrappere sikkerhedsrådssanktioner vil tvinge Iran i knæ. Iran har satset så kraftigt på atomprojektet, det har trodset præsident George W. Bushs trusler om magtanvendelse, at det er usandsynligt, at det skulle bøje sig for en præsident, der, for det første, har afvist at bruge magt og, for det andet, har foretaget et politisk tilbagetog. Bush ville ikke forhandle, medmindre Teheran standsede atomeksperimenterne. Obama har erklæret, at han er parat til at forhandle uden forhåndsbetingelser. Obamas udspil om forhandling i gensidig respekt og Clintons trusler har vakt usikkerhed og harme også blandt tilhængere af tilnærmelse til USA. Denne stok- og gulerodsmetode er ikke et tegn på den gensidige respekt, Obama maner til, siger en iraner. Sådan taler man til et æsel. Washingtons tøven med at formulere et udspil til Iran er forbavsende i betragtning af, at Iran er USA’s akutte hovedproblem. Det har muligvis noget at gøre med det forestående iranske præsidentvalg, hvor Ahmadinejad genopstiller og formodentligt bliver genvalgt, medmindre den øverste leder, ayatollah Khamenei, skulle beslutte, at han skal tabe. Ahmadinejad er talsmand for Irans satandyrkelse af USA, og Washington er bange for at støtte hans valgchancer. Hvis præsident Obama kommer med et politisk udspil til Iran før valgene, vil det gavne Ahmadinejads chancer, frygter man i Washington, fordi han vil kunne præsentere det som en sejr for sin kompromisløse antiamerikanske holdning. Det er formodentlig en fejllæsning af det iranske system. Ahmadinejads valg afhænger ikke af hans popularitet eller mangel på samme, men af den supreme leder, ayatollah Khamenei. Derfor kan det i og for sig være ligegyldigt, om Obama kommer med sit udspil til Iran før eller efter valgene. Det afgørende er ikke timingen, men substansen. USA må løsrive sig fra sin tvangsfokusering på Irans atomprojekt. Det er ikke Irans mål at blive atombevæbnet, men blot et middel til at nå det endelige politiske mål – at få en plads omkring forhandlingsbordet som ligestillet, når Mellemøstens problemer skal diskuteres.
