Kan man tale, skrive og debattere et tema ihjel?
Ja, det er den danske islamdebat et skræmmende eksempel på. Hver eneste dag i ti år har vi alle været tvunget ind i en ja-/nej-folkeafstemning om tørklæder, badeforhæng, bederum, omskæringer, sharialovgivning, gravpladser, æresdrab, halalslagtninger, stening, moskeer, profeten, blasfemi og andre eksotiske religiøse emner. I sidste uge var det flerkoneri, der ryddede forsiderne! Mens den ene lejr har råbt: »I er elitære og politisk korrekte og naive!«, har den anden svaret: »Og I er populistiske racister, som dæmoniserer muslimerne«. Klask, klask, klask. Og det store flertal af pragmatiske og konsensussøgende danskere og muslimer? De har bare stået der i midten og … kedet sig.
Jamen, har det ikke været nødvendigt med en debat om den muslimske udfordring til det danske samfund? Selvfølgelig har det det, vi taler om en meget stor udfordring, som vi naturligvis skal give plads! Det har den fået, og det skal den stadig have. Men der må også være en grænse for, hvor meget selv store udfordringer kan fylde i det offentlige rum. Islamdebatten, der forholder sig til ganske få tusinde rettroende muslimer, har sprængt alle rammer for, hvad der er rimeligt, at et enkelt emne kan fylde i medierne og i politikernes bevidsthed. Problemet med den opsvulmede islamdebat er, at den stjæler tid og opmærksomhed fra andre og mere væsentlige udfordringer, vi står over for. Og fra andre grupper. Det siger sig selv, at der er en begrænset plads i ’det offentlige rum’, fordi vi ikke kan læse avis, gå på nettet og se tv hele tiden. Og når vi tvinges til at rette vores fokus mod de få procent muslimer, er der andre grupper, som aldrig kommer op over radaren. Det gælder blandt andet den sjettedel af danskerne, der er dårligt uddannede, og som er ved at blive hægtet af samfundsudviklingen. Disse nye tabere er forsvundet i tørklæder, halalslagtninger og æresdrab! Man kunne tilgive, at islamdebatten har fået elefantitis (sygdom, hvor en legemsdel svulmer op), hvis man oplevede, at debatten blev sparket videre med nye forfriskende argumenter og synsvinkler. Men hvem har sidst hørt et nyt, overraskende øjenåbnerargument fra én af siderne i islamdebatten?
