Præsident Obama fører en værdibaseret udenrigspolitik.
Som dansker kunne man tro, at det betyder, at Obama hele tiden påberåber sig amerikanske værdiers overlegenhed som en begrundelse for at bekrige, fordømme eller forhåne USA’s fjender. Det er jo sådan, værdipolitik er udlagt herhjemme i de senere år. Men for Obama betyder en værdibaseret udenrigspolitik noget nær det modsatte: Når han ser værdierne i den amerikanske forfatning som centrale i kampen mod terror, er det ikke, fordi de hæver USA over andre, men fordi de begrænser USA’s muligheder for at begå overgreb. Ved at respektere krigens love øger man sandsynligheden for, at fjender vil overgive sig til USA’s soldater. Ved at genetablere forbuddet mod tortur fratager man USA’s fjender et af deres bedste propagandainstrumenter. Ved at lukke Guantánamobasen bevarer man den retsstat, som terroristerne vil ødelægge, og som giver krigen mod terror mening. Det er derfor logisk, at Obamas værdibaserede udenrigs- og sikkerhedspolitik giver ham store vanskeligheder. I hans hænder er værdipolitikken ikke et middel til at mobilisere befolkningen bag en umiddelbart populær politik. Men derimod en balancegang, hvor han pålægger USA – og sig selv – begrænsninger. Præsidenten besluttede for nylig at offentliggøre de dokumenter, der under præsident Bush gjorde brugen af tortur mulig. Det skabte gennemsigtighed om et mørkt og nu afsluttet kapitel i USA’s historie. Men da det gjaldt offentliggørelsen af billeder af den selv samme tortur, vurderede han, at de ville blive brugt og misbrugt til livsfarlig propaganda mod USA, uden at det var retfærdiggjort af ny viden. Vi ved, hvad billederne forestiller. At se dem er at henvende sig til følelser og ikke til fornuft. Man kan være enig eller uenig med præsident Obama i denne balancegang. Men pointen er, at hans respekt for basale værdier ikke her og nu er bekvemmelighedspolitik. De er et forsøg på at rydde op efter Bushtiden og et forsøg på at finde et nyt og mere holdbart grundlag for USA’s krig mod terror. DET ER svært at rydde op efter Bushperioden. Det gælder terrorbekæmpelsen, og det gælder krigen i Irak, hvor der er lagt en plan for en amerikansk tilbagetrækning, men hvor nye selvmordsbomber og uløste politiske konflikter hele tiden minder om, at krigen ikke er vundet og landet ikke stabiliseret. Værre endnu er det med Afghanistan, som præsident Obama har gjort til sin egen krig, en krig, som både USA og Nato prioriterer stadig højere, og som over 700 danske soldater deltager i hver dag. Krigens oprindelige legitimitet er langt stærkere end i Irak. Begrundelsen for krigen var saglig og reel. Det var i Afghanistan, Osama bin Laden holdt til, og der, han trænede hundredvis af terrorister. Kun få anerkendte Talebanregimet, og en bred international koalition samt FN har hele tiden bakket op om det internationale indgreb. Den afghanske præsident er folkevalgt, og det samme gælder landets stridslystne parlament. Men de strategiske udfordringer i Afghanistan er enorme, og de bliver bestemt ikke mindre af, at kamphandlinger nu i stor skala har spredt sig til Pakistan. Lad mig nøjes med at fremhæve et enkelt element, der måske allermest tydeligt udfordrer den værdibaserede tilgang, som præsident Obama selv ønsker at blive målt på: En af general Petraeus’ toprådgivere løftede forleden sløret for facit i den krig med droner, som USA fører mod Taleban og mod al-Qaeda. Han gjorde op, at USA havde dræbt 14 af al-Qaedas ledere ved at sende ubemandede raketter til millioner af dollar stykket ind over grænsen til Pakistan. 14 formodede terrorister er altså efter USA’s eget skøn blevet uskadeliggjort på den måde. Det har kostet 700 tilfældige civile livet, oplyste den samme kilde. Det er, som obersten selv udtrykte det, en succesrate på 2 procent. Og brugen af droner er forstærket under Obama, ikke afdæmpet. Ikke underligt, at disse angreb gør USA nogenlunde lige så upopulært i Pakistan som Talebanterroristerne. Hvad ville vi kalde den praksis, hvis den blev udført af russere i Tjetjenien?
