Iran kan blive præsident Barack Obamas nemesis.
Uden iransk medvirken er det vanskeligt at forestille sig, at USA kan slippe ud af dets forviklinger i Irak, Afghanistan og Pakistan med skindet på næsen. På alle tre kamppladser har Iran afgørende indflydelse. Det erkender man i Washington, og det er baggrunden for Obamas rejse til Mellemøsten. I overmorgen forhandler han med saudiaraberne, og på onsdag skal han holde en programtale i Kairo, hvor han vil henvende sig i første række til den arabiske verden og i anden til klodens 1.5 mia. muslimer. Obamas offensiv har til formål at modvirke det skær af islamofobi, som otte års amerikansk udenrigspolitik under George W. Bush har efterladt. Han har brug for bred arabisk og islamisk støtte til de kommende forhandlinger med Iran, der formodentligt vil begynde umiddelbart efter, at det er afgjort, hvem der bliver præsident i løbet af juni. Saudi-Arabiens eller Egyptens opbakning bag et amerikansk politisk udspil vil ikke gøre indtryk på præsteskabet i Teheran, der kun har dyb foragt tilovers for de arabiske statschefer, men de kan tjene til at legitimere USA i dele af den muslimske verdens øjne og forhindre, at Iran fremstiller Obama som en ny udgave af George W. Bush, der blot har ændret retorik. En anden af Obamas opgaver bliver at overbevise arabiske magthavere om, at en iransk-amerikansk tilnærmelse ikke sker på deres bekostning; en umulig opgave. Tabet af USA’s anseelse i den arabiske verden og den voksende mistillid blandt amerikanske sikkerhedsgarantier har skabt usikkerhed blandt USA’s arabiske allierede. Der hersker iransk-inspireret uro blandt de shiamuslimske mindretal i en række arabiske lande. Egypten har afsløret terrorceller med tilknytning til al Qaeda, transallierede i Libanon, Hizbollah, har opnået ret til at nedlægge veto mod ethvert lovforslag, som ikke er i overensstemmelse med dets og Teherans interesser, Qatar samarbejder åbent med Iran, den arabiske Liga er i en tilstand af opløsning. Det traditionelt set vigtigste medlem, Egypten, har boykottet de sidste møder i den arabiske liga, etc. etc. Obamas opgave er at søge at få hold på den arabiske verden og indgyde den ny respekt og troværdighed i forhold til USA. Den omstilling fra Bush-årene til Obamas forsøg på at lægge kursen om kræver sin pris. Og den er Obama parat til at betale. Medens Bush førte noget, man kunne betegne som værdipolitik i forhold til sine arabiske allierede, fører Obama ren interessepolitik. Borte er amerikansk kritik af egyptisk voldspolitik mod regimets opponenter og insisteren på demokratisering og respekt for menneskerettigheder. Præsident Hosni Mubarak kan nu trygt fortsætte med at fængsle sine modstandere, og det saudiske retsvæsen kan med god samvittighed dømme lovbrydere til pisk på torvet eller afhugning af hænder. Det er symbolsk, at Barack Obama, som præsident Mubaraks gæst, skal holde sin programtale i Kairo. Samme Mubarak som i årevis har afslået at besøge Washington i protest mod en kritik som, under Bush-årene, blev rettet mod ham for overgreb på menneskerettighederne. Under den officielle del af forhandlingerne med ministerpræsident Benjamin Netanyahu for nylig brugte USA’s præsident udtrykket ’interesser’ 13 gange, medens Bushs yndlingsudtryk ’fælles værdier’ ikke forekom en eneste gang. Obama er ingen korsridder. Den nye Pax Americana skal bygges på fælles interesser, først og fremmest på et koordineret amerikansk-arabisk forsøg på at holde Iran fra livet og på at konsolidere de proamerikanske autoritære regimer i de arabiske lande, som det store flertal af befolkningerne anser for at være illegitime. Obama kommer til de arabiske hovedstæder medbringende gaver, som det sig hør og bør efter mellemøstlig skik. Gaverne betaler Israel. Og det er kun til det gode. Obama har aftvunget Israels ministerpræsident et løfte om, at Israel vil sætte en stopper for ethvert nybyggeri i de israelske bosættelser på okkuperet palæstinensisk område. I det store opgør mellem USA og Iran er Israel blevet reduceret til at være leverandør af lokkemad med det formål at spænde de arabiske lande for den amerikanske vogn. Washington har underordnet Palæstina-konflikten hovedproblemet: Iran, indtil Teheran kræver det på dagsordenen at tvinge USA og Israel i defensiven.
