Libanon taber altid, fordi kampen om de 128 pladser i parlamentet bliver afgjort af udenlandske interesser, der manipulerer de 17 sekter, som deler pladserne. Landet er en slagmark, hvor saudiske, syriske, iranske og i periferien også israelske og egyptiske kræfter tørner sammen. I baggrunden spiller USA en afgørende rolle som garant for de skiftende provestlige regeringer i Beirut. Indtil Cedar-revolutionen for snart fem år siden var Libanons reelle hovedstad Damaskus. Libanons præsident var Syriens vassal. Alt dette ændrede sig efter mordet på Rafik Harriri for fem år siden. Damaskus blev mistænkt for at stå bag mordet på ministerpræsidenten og det følgende folkelige oprør rettet mod Syrien tvang præsident Bashir Assad til at trække sine besættelsestropper tilbage over grænsen. Den politiske front blev klart markeret. På den ene side stod den såkaldte ’14. marts Alliance’, der havde regeringsmagten – og som modtog støtte fra Saudiarabien, og fra USA, der leverede våben til den officielle hær for at bringe den op på Hizbollah-bevægelsens milits niveau. På den anden side stod oppositionen, den såkaldte ’8. marts Alliance’, domineret af den shiamuslimske, pro-iranske og fundamentalistiske Hizbollah-bevægelse – et politisk parti, armeret med sin egen hær, der er Libanons stærkeste. Sidste år skete der imidlertid noget, der kan få afgørende politiske konsekvenser for dagens valg og for den strategiske kamp mellem USA og Iran om indflydelsen i Mellemøsten: Hizbollahs milits angreb den libanesiske hærs hovedkvarter i Sydbeirut og efter nogle timers gadekampe måtte regeringen nærmest overgive sig til Hizbollah. Under efterfølgende politiske forhandlinger indrømmede regeringen en vetoret til Hizbollah over alle regeringsbeslutninger og over al lovgivning. Udfaldet af sidste års styrkeprøve var blandt andet, at den drusiske leder, Walid Jumblatt, har mistet tilliden til den provestlige ’14. marts Alliance’. Han har skiftet loyalitet og er begyndt at forhandle med Syrien, som han ellers tidligere har bekæmpet, da han mistænker syriske agenter for at have myrdet sin far. Det er én af de ting, der peger i retning af, at Hizbollah – som Iran kalder »vor revolutions barn« – kan vinde dagens valg. En anden er en seerundersøgelse foretaget af tv-stationen Al-Jazeera. Den viser, at 43 procent af libaneserne mener, at det vil gavne landets stabilitet, hvis Hizbollah kommer til magten. 30 procent mener, at det i givet fald vil føre til borgerkrig, mens 20 procent er ligeglade. Hvis Hizbollah vinder valget, kan det medføre, at USA anerkender den nye proiranske og antiamerikanske regering – hvis man skal tage præsident Obamas ord for pålydende. Han erklærede på det interamerikanske topmøde fornyligt, at USA vil respektere alle demokratisk valgte regeringers »legitimitet«, selv USA ikke »nødvendigvis var glad for resultatet«. Obama tilføjede, at USA »fordømmer ethvert forsøg på at vælte en demokratisk regering, uanset hvor på kloden det ville finde sted«. Denne udtalelse, der tolkes som amerikanske beredvillighed til at føre dialog med sine fjender fremfor at føre krig, er formentlig motiveret af Obamas forsøg på at åbne forhandlinger med USA’s hovedmodstander i Melleøsten, Iran. En aggresiv holdning til en Hizbollah-sejr ved dagens valg i Libanon ville blive tolket i Teheran som endnu et bevis på, at Obama blot er Georg W. Bush i retorisk forklædning. Hvis ’14. marts Alliancen’ vinder, kan det omvendt medføre, at Syrien genvinder det fodfæste i Libanon, som det mistede for snart fem år siden, da Cedar-revolutionen drev dets styrker ud af landet. Paradoksalt nok vil Syrien i givet fald kunne vende tilbage med USA’s billigelse. Tilnærmelsen mellem USA og Syrien er i gang. USA’s topprioritet er Iran, og Syriens topprioritet er at genvinde indflydelse i Libanon. Det vil USA ikke stille sig på tværs af. De stærke hypper hinandens kartofler. Uanset valgets udfald bliver Libanon atter taberen.