Et flertal af danskerne mener ifølge en ny meningsmåling, at de afviste irakiske asylansøgere skal sendes hjem.
Undersøgelsen er lavet, efter at regeringen har indgået en tilbagesendelsesaftale med den irakiske regering. Udfaldet af målingen er ikke overraskende. For når hele præmissen for diskussionen er, at de 282 irakere jo har fået deres sag prøvet og er blevet afvist, og derfor intet har at gøre i Danmark, kan man ikke så godt mene andet. Men den præmis er hverken rigtig eller tilstrækkelig. For det første er der det grundlag, som irakernes asylansøgninger er blevet afgjort på. Skiftende flygtninge- og integrationsministre har gjort en dyd af, at Flygtningenævnet på intet tidspunkt har fulgt FN’s Flygtningehøjkommissariats udtrykkelige indstilling, at alle asylansøgere fra det sydlige og centrale Irak burde have flygtningestatus. For nylig har FN på ny vurderet forholdene og indstiller for øjeblikket, at irakere fra den sydlige del af landet ikke har krav på asyl, mens irakere fra den centrale del af landet stadig bør gives asyl. En del af de 282 afviste irakere, som nu skal sendes hjem, kommer fra Mosul, Kirkuk og Bagdad, som netop ligger i det centrale Irak. Dernæst er der hele spørgsmålet om behandlingen af de afviste irakere. Da sagen jo har strakt sig over mange år, har nogle måske glemt, at VK-regeringen begyndte sin regeringstid med at stramme udlændingelovene i en sådan grad, at det stort set blev umuligt at få asyl i Danmark. Var der nu alligevel nogen, der ikke havde forstået, at Danmark var lukket land for selv den mest værdigt trængende asylansøger, ja, så smed man lige nogle såkaldt motivationsfremmende foranstaltninger oven i pakken. Motivationen bestod i at fratage irakerne deres beskedne lommepenge; at de konstant skulle melde sig hos politiet; at de blev tvangsanbragt på særlige ’udsendelsescentre’; at børnene ikke måtte ikke gå i skole uden for centrene; og at de voksne ikke måtte arbejde. Det ønskede resultat udeblev, men det gjorde de menneskelige konsekvenser ikke. Ligesom de kosovaalbanske asylansøgere, der heller ikke ville rejse hjem, blev også de irakiske børn og voksne fysisk og psykisk syge, og antallet af selvmordsforsøg i centrene steg voldsomt. Da regeringen endelig, hårdt presset, tillod børnene at komme i en almindelig folkeskole, vurderede Røde Kors, at kun ganske få af dem ville kunne klare det. For på det tidspunkt var det allerede lykkedes at belaste børnene så meget, at de ikke kunne fungere på normale vilkår. Da man heller ikke ville lade dem blive undervist i deres modersmål, har de nu omtrent de dårligst tænkelige forudsætninger for at komme ’hjem’. I takt med at man systematisk gjorde, hvad man kunne, for at nedbryde disse mennesker psykisk og fysisk, forsvandt paradoksalt nok samtidig hele forudsætningen for systemets ønske om, at de hurtigst muligt skulle vende hjem. Det har da også har afspejlet sig i Flygtningenævnets bevilling af såkaldt humanitær opholdstilladelse, der bl.a. gives til alvorligt psykisk eller fysisk syge mennesker. Antallet af humanitære opholdstilladelser er således steget markant under VK-regeringen. Og det til trods for, at samme regering har gjort det langt vanskeligere at opnå også denne form for opholdstilladelse. Oppositionen i Folketinget har foreslået, at inden irakerne endelig udvises, bør man endnu en gang se på deres sager. En genoptagelse af sagerne vil uden tvivl føre til, at Flygtningenævnet må give en del af de 282 en humanitær opholdstilladelse eller anden form for beskyttelse. Da en genoptagelse kræver, at man selv kan betale for advokatbistand, har irakerne ikke selv haft mulighed for at få deres sag prøvet på ny. Men at dømme efter de sager, som Dansk Flygtningehjælp har hjulpet asylansøgerne med, kunne meget tyde på, at adskillige af irakernes sager vil blive omgjort, og at de dermed vil få lov at blive i Danmark. Regeringen har naturligvis pure afvist oppositionens forslag. Det værste i denne sag er hver enkelt irakers skæbne. Det næstværste er, at et flertal af den danske befolkning har gjort systemets kynisme til sin egen.
