Baggrunden for den såkaldte ’kulturkamp’, som borgerlige politikere flere gange har forsøgt at fløjte i gang i de senere år, er som bekendt, at de borgerlige angiveligt har følt sig ’holdt uden for’ kulturlivet af de venstreorienterede og kulturradikale.
Noget egentlig indhold eller et bud på, hvori den undertrykte borgerlige kultur adskiller sig fra den, man hævder har været herskende, har vi dog ikke fået. Senest forsøgte Søren Pind (V) at gøre det til et spørgsmål om et skattefradrag: hvis vi alle sammen kunne trække vores teaterbilletter fra på selvangivelsen, ville man kunne liberalisere det monstrøse statslige støttesystem, blev det hævdet. Forslaget blev hurtigt skudt ned af Pinds egen skatteminister, og er egentlig meget symptomatisk for den elendighed, der præger regeringen på kulturområdet. Mens Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, tager sit arbejde anderledes alvorligt og knokler løs med at finde løsninger, baseret på de konkrete forhold i kulturlivet (uden i øvrigt konkurrence fra andre kulturordførere i oppositionen), har regeringen indtil videre ikke haft andet at byde på, end Pind og hans pjat. For ikke at tale om regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, der driver klapjagt på alt hvad de ikke bryder sig om, og det i en stil, hvor intet er for småt, og fortalelser i udsendelser i Danmarks Radio kræver undskyldninger fra generaldirektøren, nye ansættelsesprocedurer osv. En latterlig og tragisk kommissærpolitik, som de andre borgerlige trods alt har svært ved at kapere. Kulturministeren selv har åbenbart besluttet, at det er bedst slet ikke at mene noget, hvilket mildt sagt er en besynderlig disposition af en politiker. I den situation er det al ære værd, at hendes partis politiske ordfører, Henriette Kjær (K), forsøger at komme hende til undsætning. Det skete i en kronik her i avisen i onsdags. Henriette Kjær mener at det kræver mod som politiker at mene noget om kultur. Hvorfor mon? Det kræver vel ikke større mod, end på et hvilket som helst andet område, hvor det også kræves, at man tager tingene alvorligt, sætter sig ind i dem, kender produkterne of problemerne, lytter til aktørerne og grundlæggende forstår sig på sagen. Er det mon her skoen trykker? At de borgerlige holdninger til kunst og kultur, der frisk skulle tage deres del af kampen mod fjendens (socialdemokraternes, de venstreorienteredes, de kulturradikales) mangeårige vanrøgt af fædrelandet, fordufter, når de viser sig ikke at være så forskellige fra det man med brask og bram ville bekæmpe? Når Henriette Kjær rigtig skal være en modig kulturkæmper bliver det højst til nogle banale konstateringer, som at man bør »have holdninger til kvalitet uden at agere smagsdommere«. Det er et fuldstændig tomt udsagn, som kun fortæller én ting, nemlig at det er lykkedes at lægge mennesker, der har en holdning til kunst og kultur så meget for had, at selve det at have en holdning er blevet ensbetydende med at være ’smagsdommer’. Hvilket i øvrigt er meningsløst som skældsord, da ethvert udsagn om kvalitet fælder en dom baseret på smag, det er sådan set det der er kernen i al æstetik. Og når det kommer til, hvad kulturen skal, søger Henriette Kjær tilflugt i noget, der ikke er så fremmed for hende som kultur, nemlig markedet og erhvervslivet. Hun fremhæver et eksempel til efterfølgelse, nemlig den børnebog hun læser for sin søn, og som medicinalindustrien har finansieret, fordi de producerer medicin til at behandle epilepsi som hovedpersonen tilfældigvis lider af. Den slags product placement’ burde vi have meget mere af. Det kræver blot, at forfatterne får flettet en ’lukrativ’ sygdom eller andre erhvervsrelevante komponenter ind i deres bøger. Og her er vi måske ved kernen i den borgerlige kulturpolitik: at kunsten og kulturen skal være redskab for noget andet. Det er jo ærligt nok, men modigt er det ikke. Modigt ville det være at indrømme, at kunsten og kulturen klarer sig ved kvaliteten alene hvis politikerne forstår behovene og at sætte rammerne.
