Så oprandt sandhedens time for Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu.
Endelig. I aften svarer han Obama. For ti dage siden holdt præsident Barack Obama en historisk tale i Kairo henvendt til den islamiske verden i almindelighed og til den arabiske i særdeleshed, hvori han indtrængende opfordrede til dialog mellem islam og Vesten. Et at de få konkrete budskaber talen indeholdt refererede til Palæstina.
Obama fastslog, at USA støttede tanken om en tostatsløsning, en jødisk stat og en palæstinensisk. Fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere skulle genoptages og afsluttes snarest.
Kort forinden, under et møde med Netanyahu i Det Hvide Hus, havde Obama krævet, at Israel skulle standse ethvert byggeri i bosættelserne på besat palæstinensisk område. Under forhandlingerne blev det klart, at Netanyahu ikke accepterede en tostatsløsning, ej heller indvilgede han i at standse byggeriet. USA og Israel var på kollisionskurs. Obama kan ikke vige, som hans otte forgængere siden Seksdageskrigen i 1967, da Israel erobrede de palæstinensiske områder og fordrev den jordanske hær, der havde holdt områderne besat i de foregående 20 år.
FOTO:Israelere og palæstinensere afventer Netanyahus tale
Lige siden 1967 har amerikanske præsidenter henstillet til Israel om at ophøre med at kolonisere palæstinensiske områder, uden at det har gjort indtryk. Under den kolde krig var Israel en vigtig strategisk allieret, hvis bortforklaringer Washington affandt sig med. Og i de sidste otte år under George W. Bush var forholdet præget af et stærkt ideologisk samspil mellem de nyreligiøse kræfter omkring Bush og de nationalreligiøse i Israel.
Med Obama har piben fået en anden lyd. »Bosættelserne må ophøre, så vi kan komme videre«, har Obama sagt. Videre med fredsforhandlingerne. Obama kan ikke give indrømmelser. Hans troværdighed i forhold ikke blot til den arabiske og muslimske verden, men også i forhold til alle andre sikkerhedspolitiske konflikter fra Nordkorea til Iran står på spil.
Kan han ikke overtale Netanyahu til at acceptere USA’s krav om, at Israel accepterer en tostatsløsning og standser udbygning af de 120 byer og landsbyer, der er etableret i de sidste 42 år på palæstinensisk område, må USA gøre brug af de magtmidler, som det disponerer over i forhold til en allieret, hvis sikkerhed er totalt afhængig af USA’s støtte.
Washington finansierer årligt våbenhjælp for tre mia. dollar til Israels forsvar, og det amerikanske veto i Sikkerhedsrådet beskytter Israel mod fjendtlige resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd. Men Obama kan ikke længere acceptere, at Netanyahu stiller sig i vejen. Den arabiske reaktion på Obamas tale var karakteriseret af skepsis. Nu venter man, at handling skal følge på ord. Obamas test er, om han er i stand til at gøre Netanyahu det forståeligt, at der er tale om alvor. At der ikke er tale om kompromiser, og at Obamas udspil til den arabiske og muslimske verden står og falder med, at han kan gennemtrumfe en afslutning på Palæstina-konflikten.
Obama har ikke efterladt Netanyahu plads til at manøvrere. Vil han i aften acceptere USA’s tostatsløsning, eller vil han fastholde det ideologiske standpunkt, at jøderne har historisk ret til hele Palæstina, og at Israel ikke vil gå med til oprettelsen af en palæstinensisk stat?
Vil Netanyahu vove at udfordre den stærke bosætterlobby, der kræver, at regeringen ufortrødent skal fortsætte med at bygge på de besatte områder på trods af Obamas krav om ophør.
Netanyahu står over for valget mellem konfrontation med Washington og opgør med den hårde kerne i sit Likud-parti og de to partier i regeringskoalitionen, der repræsenterer et heksebryg af fanatisk nationalromantik iblandet religiøs messianisme. Netanyahu har en tredje udvej, som forudsætter, at han forstår situationens alvor og er i stand til at skifte rolle fra partileder til nationens leder.
Han kan i aften vælge samarbejde med Obama, drive sine samarbejdspartnere på højrefløjen ud af regeringen og opfordre centerpartiet, Kadima, til et regeringssamarbejde. Vælger han ikke denne mulighed, vil han inden for en overskuelig fremtid være en død mand i politisk henseende. Der står så store ting på spil for Barack Obama, at han ikke kan affinde sig med benspænd fra en allieret.