0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Signatur: Obama har lettet presset på Netanyahu

Udviklingen i Iran har slået Obamas politik i Palæstina tilbage til start.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
CHARLES DHARAPAK/AP
Foto: CHARLES DHARAPAK/AP

»Obamas troværdighed i den arabiske verden eroderes langsomt, mens israelere bygger videre i de besatte områder«.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Præsident Obamas stort udtænkte og sammenhængende mellemøststrategi er blevet slået ud af kurs, og det har lettet USA’s pres på Israel.

For blot et par måneder siden var Obamas politiske spydspids rettet mod Israel.

Iran var målet. Israel var midlet.

I første omgang, kort efter at have indtaget Det Hvide Hus, markerede han et klart brud med Bushs konfrontationspolitik i forhold til Teheran. Stokken var stillet hen i hjørnet og hånden fremstrakt.

Derefter fulgte Obamas tale i Kairo rettet mod verdens 1,3 milliarder muslimer, hvor han ikke blot strakte begge hænder frem, men også lænede sig så langt frem, at han næsten mistede balancen i et forsøg på at bedyre, at USA ikke var islams fjende. Kairo-talen var et signal til Israel om, at Obama ville give en løsning af den 100 år gamle Palæstina-konflikt topprioritet. Højrefløjen bag Netanyahu opfattede det som en eksistentiel trussel. Den arabiske verden som et løfte.

Israel skulle med øjeblikkelig virkning ophøre med at udbygge bosættelserne i det besatte Palæstina, ophøre med at ekspropriere arabisk jord, lette den palæstinensiske befolknings bevægelsesfrihed, osv. Og de arabiske ledere skulle samtidig tage skridt til at normalisere relationerne til Israel, f.eks. tillade samhandel.

Det virkede som et chok i Jerusalem efter otte år, hvor Bush havde ladet Israel fremture, som det passede skiftende nationalistiske regeringer. Netanyahu blev tvunget til at sige, at han var parat til en tostatsløsning. Et ord, han havde svoret aldrig at tage i sin mund. Dermed brød Netanyahu et af højrefløjens helligste tabuer. Et øjeblik truede hans regering med at falde fra hinanden, men så kom palæstinenserne ham til hjælp.

Netanyahu havde hægtet nogle betingelser på indrømmelsen til Obama om en tostatsløsning. Den palæstinensiske stat skulle demilitariseres, og den ville aldrig få Jerusalem som hovedstad. Aldrig.

Aldrig, det var også den palæstinensiske reaktion. Aldrig vil de forhandle på disse betingelser. Ikke i tusinde år, lød det fra den palæstinensiske hovedforhandler, Saeb Erekat. Dette nej blev i første omgang Netanyahus redning. Presset fra USA blev nu rettet mod den palæstinensiske ledelse. Det var første fase i det skred, som Obamas målrettede politik i forhold til Mellemøsten har undergået. Målet var som nævnt Iran. Tostatsløsningen skulle demonstrere Obamas handlekraft: ’Yes, we can’ – kampråbet fra valgkampagnen.

Den skulle bidrage til at genvinde USA’s troværdighed i den arabiske verden, være første skridt hen imod en israelsk-syrisk fred, der skulle bidrage til at bevæge Syrien bort fra alliancen med Iran, svække og isolere Teheran og bane vejen for en forhandlingsløsning om Irans kernevåben.

Rusland indtog en central rolle. Det iranske præsteskab skulle udsættes for et samlet amerikansk-russisk pres. En aftale med Iran ville eliminere faren for et kernevåbenkapløb i visse arabiske lande.

Netanyahu er modstander af forhandling med Teheran, fordi han er overbevist om, at Iran under præstestyret udgør en dødelig fare for Israel. Kredse omkring Netanyahu lagde ikke skjul på, at de ønskede, at Ahmadinejad vandt valget, og ikke den mindre radikale Moussavi.

Udviklingen i Iran har radikaliseret forholdet til USA, der nu beskyldes for at stå bag demonstrationerne. Udsigterne til forhandlinger mellem Washington og Teheran er blegere end nogensinde. De provestlige arabiske ledere er chokerede over udviklingen i Iran, de kan høre klokkerne ringe, Syrien og Rusland har indtaget ventepositioner i forhold til Iran. Det fremgik tydeligt af Obamas besøg i Moskva, hvor det ikke lykkedes ham at opnå russisk accept af en koordineret Iran-politik.

Netanyahus aktier i Det Hvide Hus er samtidig for opadgående. Vicepræsident Joseph Biden erklærede sidste uge, at USA ikke kan bestemme over Israel, der som suveræn nation kan beslutte, hvad der er i dets interesse. En klar advarsel om et israelsk angreb på de iranske atominstallationer ikke vil blive mødt med amerikansk modstand. Hverken Biden eller Det Hvide Hus har dementeret udtalelsen.

Udviklingen i Iran har skadet udsigterne til en Palæstina-løsning, der skulle udgøre første etape hen imod en sammenhængende revision af USA’s mellemøstpolitik. Presset på Israel er lettet. Frem for at diktere israelske indrømmelser i forhold til befolkningen i de besatte palæstinensiske områder er Washington begyndt at forhandle med israelerne. Mens disse linjer skrives, fortsætter den israelske byggeaktivitet i de besatte områder, mens Obamas troværdighed i den arabiske verden langsomt eroderes.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede