Forhåbentlig er utopien på vej tilbage i realpolitik.
Blandt utallige små tragedier har den globale finanskrise afsløret én god nyhed – med store perspektiver: Selv de mest uoverskuelige problemer kan håndteres hurtigt, når politikerne mobiliserer den fornødne vilje. Den dårlige nyhed er til gengæld, at det akutte behov for ny global solidaritet også er vokset dramatisk. Nedturen har kastet yderligere millioner af mennesker ud i dyb fattigdom. Aldrig før i historien har så mange mennesker levet i bundløs fattigdom. To milliarder mennesker lever i dag på kanten af eksistensminimum. Dagligt dør 25.000 børn verden over på grund af fattigdomsproblemer som diarré, malaria og fejlernæring. I fattige lande dør hver dag lige så mange børn, som der går i vuggestuerne i Storkøbenhavn. Årtiers økonomisk fremgang er rullet tilbage – til størst skade for de allermindste: »Hvis man går fra at have haft få dollar at leve for om dagen til nu at have stort set ingenting, så mærkes nedturen brutalt i hverdagen«, sagde nobelprismodtageren Muhammed Yunus, alias ’de fattiges bankmand’, i et interview her i Politiken. Skæve politiske prioriteter Heldigvis står menneskeheden for første gang nogensinde også med mulighederne for at realisere utopien om en klode uden kroniske fattigdomsepidemier. Utopien om en morgendag med mad, drikkevand, skolegang og basal sundhedspleje til alle mennesker er praktisk mulig at forestille sig. Det er let nok, hvis man forsøger. Lykkelandet er ikke længere et blændværk. Den globale nedtur har nemlig fremvist en enestående politisk vilje til at investere svimlende milliardbeløb for at sikre bankudlån til de rigeste. For langt færre penge kunne alle verdens børn sikres drikkevand og skolegang. En anden verden er mulig. Beregninger viser, at det årligt ville koste 40 mia. kr. at give de 120 millioner af verdens børn, der ikke går i skole, en basal grunduddannelse. Udgiften svarer til omsætningen af flødeis og sodavandsis i Europa i år – eller de årlige udgifter til efterløn og militær her i Danmark. Absurd nok er de isolerede omkostninger til skoler, lærere og bøger til alle verdens børn ikke større, end at vi danske skatteborgere ville kunne finansiere projektet uden at mærke afsavn. At skaffe rent drikkevand til de 400 millioner af verdens børn, der ikke kan vide sig sikre på at kunne slukke tørsten sikkert i dag, ville koste yderligere 50 mia. kr. hvert år. Det er omtrent det samme, som europæerne bruger på kæledyr. Eller cirka halvdelen af, hvad vi her i Danmark har sat af til at redde bankerne fra deres egen grådighed. Pengene er altså til stede, viljen til at investere ligeså. Det er kun de politiske prioriteter, der er pinligt skæve. Global kynisme Passiviteten er ikke tilfældig.
