Læste i sektionsforsiden i torsdags, hvor Bjørn Bredal talte med den afghanske forfatter Atiq Rahimi, der har fået Frankrigs fornemste litterære pris, Goncourtprisen.
Han fortalte om sit sprog, om sin frisindede og pluralistiske trosbekendelse, om, hvordan islam af talebanere og andre fordrejes til kvindeundertrykkelse og formørkelse, og i øvrigt om, hvordan han håber, at europæerne bliver i Afghanistan (som han selv flygtede fra i 1984), fordi demokrati er en universel menneskeret, som også afghanerne har krav på (»men det tager nok et par hundrede år, før det fungerer«).
Her kan vi som vesterlændinge investere et velanbragt engagement i dem, der forsøger at bekæmpe ikke bare terrorisme, men også den massive hverdagsundertrykkelse af især kvinder, som den oliefinansierede wahabisme prædiker – og håndhæver.
Rahimi identificerede da også konfliktens egentlige arnested som Saudi-Arabien, der stadig finansierer Taleban, og som var det næsten eneste land i verden, der anerkendte Taleban, dengang de herskede i Kabul.
Bør vi bare melde klart ud?
Er det hjemlige forslag om et forbud mod burkaer ikke vores lille bidrag til det opgør mellem muslimer, som vi så dramatisk har blandet os i – og til dels udløst – i Irak, Afghanistan og Pakistan?
Bør vi derfor ikke se bort fra diverse grundlovsmæssige komplikationer og blot klart melde ud, hvem vi er med, og hvem vi er imod?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar