Stigmatiseringen af eksperter har blokeret for en fortsat reformproces, skriver Trier
Foto: Jacob Ehrbahn

Stigmatiseringen af eksperter har blokeret for en fortsat reformproces, skriver Trier

Signatur

Trier: Fagidioterne er de nye folkefjender

En ny politisk rindalisme breder sig: Politikerne tager afstand fra eksperter for at virke folkelige, skriver Trier Mogensen.

Signatur

Kritik fra fageksperter er et trumfkort for moderne magtpolitikere.

Jo mere højlydt eksperterne i ’Elfenbenstårnet’ råber op, desto mere populære synes forslagene at blive ’nede på jorden’, blandt almindelige mennesker.

Ved at gøre det modsatte af, hvad sagkundskaben anbefaler i tykke rapporter, formår magtpolitikere at simulere snusfornuft, folkelighed og uafhængighed:

»Hvis det æ’ fakta, så benægter a’ fakta,« som en perlerække af politikere i fuld alvor har sagt fra Folketingets talerstol.

Et argument for at slå kontra Selv om man umiddelbart skulle tro, at eksperters enslydende afvisning af f.eks. en lavere kriminel lavalder eller fodlænker til 12-årige ville få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang, har kritikken paradoksalt nok den stik modsatte effekt: Den totale enighed blandt fagfolkene er blevet et argument for at slå kontra. LÆS ARTIKELBaggrunden er helt banal: Danske politikere er ikke repræsentative. De er bedre uddannet og mere ressourcestærke end de gennemsnitlige vælgere.

Som kompensation forsøger politikerne at finde prygelknaber, de kan tage demonstrativt afstand fra for derved at virke folkelige.

Fogh startede oprøret
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var den første til at spille på den symbolske spænding mellem lægfolk og fageksperter.

I sin nytårstale i 2002 blæste Fogh til bondeoprør: »Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst«.

Kodeordet var ’eksperttyranni’.

Antielitismen er sidenhen sunket så dybt ned i vanetænkningen, at det nu er blevet mainstream at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ekspertråd.

Afvisningen acceleret
I dag er det politiske korrekt at lade meningsmålinger overtrumfe sagkundskab.

Listen over ekspertråd, der i de senere år har fået de fleste reformforslag fejet bort som ufolkelige og derfor ’politisk tonedøve’, er lang:

Velfærd (2005), Globalisering (2006), Familie- og arbejdsliv (2007), Skat (2009), Forebyggelse (2009), Arbejdsmarked (2009), Ungdom (2009).

Og afvisningen er accelereret.

Mens finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) tidligere på året droppede Arbejdsmarkedskommissionen, før anbefalingerne overhovedet var offentliggjort, ventede Anders Fogh trods alt nogle få timer med at annullere Velfærdskommissionens arbejde.

Senest har justitsminister Brian Mikkelsen (K) valgt at gå imod klare anbefalinger fra Ungdomskommissionen.

»lidt mere spark i løgsuppen«
Der var engang, hvor kunstnere fremstod som den største kontrast til det nøjsomme liv på landet.

Dengang i 1960’erne var Statens Kunstfond hovedmålet for bondeoprøret nedefra, anført af lagerforvalter Peter Rindal.

Men i dag er datidens avantgardisme efterhånden blevet så kanoniseret, at selv Fremskridtspartiets tidligere politiske ordfører, Pia Kjærsgaard, hylder idéen om kunstneriske provokationer for provokationens skyld.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I et sommerinterview her i Politiken forlangte hun »lidt mere spark i løgsuppen«.

Kunstneren som politisk figur er blevet forvandlet til en samfundsstøtte. I stedet rettes vreden mod de faglige eksperter.

I overgangen til det såkaldte videnssamfund er det lykkedes for en række toneangivende politikere at iscenesætte de eksperter, der foreslår forandringer og reformer, som et folkefjendsk åndsaristokrati.

Modsætningen er imidlertid falsk.

De svageste bliver taberne

De senere års politiske ekspertkommissioner har alle fokuseret på, hvordan velfærdsstatens serviceniveau kan opretholdes og måske ligefrem udvikles i de kommende år, hvor antallet af ældre stiger, og flere eksportjob flytter til udlandet. De nederste sociale lag vil være de første, der kommer til at mærke nedskæringerne, hvis politikerne ikke tør fortsætte den reformkurs, som gennem de seneste fem årtier har gjort Danmark til et land med uforholdsmæssigt høje lønninger. Danmark er blevet et rigt samfund, fordi vi hidtil har turdet gå forrest med reformer af arbejdsmarked og uddannelsessystem.



De største vindere har været folk med lave indkomster; folk der er blevet hjulpet på vej af intelligente reformer. 00’erne har været et tabt årti. Stigmatiseringen af eksperter har blokeret for en fortsat reformproces, der ellers har været hemmeligheden bag den danske model. Som altid vil de svageste blive taberne. De seneste års neo-rindalistiske reformpause vender den tunge ende nedad.



  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden