Carl Schmitt, der var jurist og politolog, er formentlig den nazist, der stadig interesserer den intellektuelle eftertid mest.

Hans grundtese var, at politik i sidste instans handler om magt, hvorfor det interessante ikke er det komplicerede og desillusionerende kompromismageri, der knytter sig til det parlamentariske demokrati, men spørgsmålet om, hvem der bestemmer over undtagelsestilstanden – altså hvem der har magten, når den borgerkrig, der lurer under al politik, bryder ud. Demokratiernes fremmarch over det meste af kloden i de tre generationer, siden Carl Schmitt i 1945 blev arresteret af allierede soldater, er ét langt dementi af Carl Schmitts teser.