Så I, at irakerne i går gik til valg? Nå, ja, og hvad så! Hvad så? Er vi da helt døvstumme over for det historiske fremskridt, at en arabisk nation kan gå til frit valg af deres egne lovgivere? Det er noget, kun libanesere har prøvet – og palæstinensere uden megen mening under israelsk besættelse.
Men kig ud over Mellemøsten og se, at hverken iranere, Golfkystens befolkninger, det centrale Mellemøstens eller Nordafrikas indbyggere har adgang til frit at vælge deres egne parlamenter og frit at vælge eller udskifte deres øverste politiske ledere. Der er stadig meget at bekymre sig for i Irak. USA har stadig 113.000 soldater i landet, om end de har forladt større byer og har kurs ud af landet. Irakerne døjer også med et underskud af elektricitet og frisk drikkevand. De udsættes hyppigt for meningsløs terror og blodig kriminalitet – bortførelser hører fortsat til dagens uorden.
