Vi lader tabuer og selvoptaget forkælelse spænde ben for os selv og for Danmarks økonomi. Danmarks fedeste tabu lige nu er efterlønnen. Fed ordning. Vi burde faktisk forbedre systemet, så vi alle sammen kan tage fri, når vi fylder 47. Så kan vi fise den af på statens regning, til vi dør. Hvorfor ikke? Fordi vi ikke har råd? Men så fra 49, da? Eller 53? Stadig ikke råd? Okay, det er altså et spørgsmål om penge. Godt nok kunne man også overveje, om vi ikke alle sammen ville have det bedre med at være en del af arbejdsfællesskabet så længe som muligt – og i den udstrækning vores helbred nu giver mulighed for det.
Måske 38 timer om ugen, når vi er 59 år, måske 20 timer, når vi er 69, og måske 8 en halv time, når vi er 77. Hvorfor ikke? Alligevel slår V og S og deres fedtspillende støttepartier, DF og SF, syv kors for sig ved tanken om at ’røre’ ved efterlønnen, næsten som om det var et seksuelt overgreb eller en fornærmelse af Vorherre selv. Så, så, ikke bange. Hverken Gud eller grundloven giver os påbud om at tage fri, når vi er 47 – heller ikke, når vi bliver 60. Kun én ting taler for efterløn til raske og rørige og arbejdsduelige mennesker: at de færreste arbejdspladser alligevel gerne ansætter ældre mennesker. Det er jo rent selvbedrag. Virkeligheden er, at det ved livets midtvej bliver sværere og sværere for de fleste at skifte job.
