Det siger sig selv, at der er meget, der må holdes skjult, når man fører krig. Det modstående hensyn til dette både legale og selvfølgelige hemmelighedskræmmeri opstår, fordi borgerne i demokratiske stater i sidste ende er dem, der skal afgøre, om krigen skal føres (her tænkes på alt andet end gammeldags forsvarskrige, der giver sig selv). I det daglige kan ansvaret for krigen overlades til kæden af generaler, ministre og parlamentariske kontroludvalg. Men når krigen bliver lang og besværlig, er det i sidste ende vælgerne, der afgør, om den skal fortsætte. Der skal altså findes en balance mellem de militære sikkerhedshensyn og offentlighedens krav på at få besked. Den balance er for det meste – også i demokratierne – faldet ud til militærets fordel.
Indtil Vietnamkrigen havde myndighederne et patriotisk informationsmonopol, til krigen var overstået. Efter Vietnamkrigen, hvor tv for alvor blev sluppet løs, generobrede myndighederne hurtigt kontrollen – til dels med nye og mere åbne, men altså stadig kontrollerende kommunikationsformer.
