Når EU alligevel skal redde Grækenland fra at gå bankerot, bør både grækerne og EU huske én ting: Der er stadig ingen frokost, der er helt gratis. Med andre ord: Grækenland kommer ikke bare til at skylde en masse penge, som skal betales tilbage med lidt renter. Grækerne må også på anden måde vise EU sin påskønnelse og især: sin gode vilje. Det er trods alt ikke hver dag, man bliver reddet fra sin egen undergang. Hvad kan grækerne så gøre for at glæde deres gode venner, dvs. os? Her er ideen, som EU-diplomater selvfølgelig allerede har øje på – i al diskretion, forstås: Grækerne kan f.eks. være lidt mere medgørlige i striden om Cypern. Det ligner ikke noget, at EU og Nato år efter år skal spilde tid på græsk benspænd i en konflikt, som burde være løst for længst. EU kom til at spænde ben for sig selv, da man i 2004 lukkede det græsksprogede Sydcypern ind i EU i forventning om, at de græske cyprioter og Grækenland bagefter ville være glade og taknemmelige og sørge for en løsning af konflikten med de tyrkiske cyprioter. Vel ville de ej. Gør grin med Nato FN lavede en fredsplan. De tyrkiske cyprioter sagde ja. Og hvad så – ja, så sagde de græske cyprioter nej. Og Grækenland lod, som om det ikke var Athens problem. Men nu havde Athen selvfølgelig også fået det, som man gerne ville. Nu må det være nok. Det dur ikke, at Cypern fortsat skal være delt på 35. år.
Det dur i det hele taget ikke, at hele Cypern officielt skal forestille at være medlem af EU, når en blind, halshugget høne kan se, at det kun er de græskortodokse sydcyprioter, som har glæde af EU-medlemskabet, mens de muslimske nordcyprioter holdes ude. Det dur heller ikke, at Cypern-konflikten skal ødelægge forhandlingerne med Tyrkiet om medlemskab af EU. Det er tilsvarende utåleligt for EU, at Tyrkiet til gengæld afviser EU-skibe under (syd-) cypriotisk flag, der er på vej ind i tyrkisk farvand. Og det er nærmest at gøre grin med Nato, at de to stater på den sydøstlige flanke, Grækenland og Tyrkiet, skal ligge i håndgemæng, når alliancen strengt taget har andre problemer at tage sig af. Glem uenigheden om, hvorvidt Grækenland stod bag kupforsøget på Cypern i 1974. Drop at blive enige om, hvorvidt Tyrkiet året efter havde ret til at indsætte soldater for at beskytte de tyrkiske cyprioter. Se fremad i stedet. Kun ét realistisk forslag Nu redder EU med lidt held og med hjælp af IMF den græske økonomi ind på det tørre. Så kan Grækenland vel hjælpe EU ved at tage en kammeratlig samtale med de græske cyprioter og fløjte kampen med tyrkiskcyprioterne af. Både cyprioterne og Europa har brug for, at øen bliver samlet i én stat. Og der er pragmatisk set kun ét realistisk forslag på bordet. Det er FN’s plan for en fælles stat med to zoner – en tyrkisk og en græsk. Det er ikke noget, der kræver hverken diplomaters Fingerspitzgefühl, trættende køreplaner, FN-konferencer eller lignende. Det kan ordnes i mindelighed på næste uges topmøde om den græske krise. På den ene side af bordet vil være Grækenland, som har desperat brug for hjælp. På den anden side af bordet vil være landets bedste venner i EU plus IMF. Det er et gyldent øjeblik. Tyske Angela Merkel, som reelt skal betale frokosten, skal bare finde en lejlighed til at tage græske George Papandreou under armen, så de kan gå en tur udenfor i solskinnet som gode venner. Når de kommer ind igen, er de glade. Så har Grækenland udsigt til at få løst sin økonomiske krise. Og EU har udsigt til, at Cypern-konflikten bliver afsluttet. Det er det, man har gode frokoster til. Og gode venner.
