0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Smil til verden, Tina Nedergaaard

Det er synd for Tina Nedergaard, men hun får nok aldrig ro i klassen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling (arkiv)
Foto: Jens Dresling (arkiv)

uro. Hvis Tina Nedergaard var lærer, ville hun være en af dem, der aldrig kan få ro i klassen, skriver Bjørn Bredal.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis jeg var spindoktor for undervisningsminister Tina Nedergaard, ville jeg give hende et lille smilekursus.

For hvor er hun dog vred på os alle sammen. Mindst én gang om dagen får enten børn, forældre eller lærere at vide, at nu skal der strammes op i skolen, mere disciplin, flere resultater, større konkurrence.

Hun tramper i gulvet som en anden frøken knold i nakken og kræver, at nu, nu, nu skal der være ro i klassen, og om ét minut, højst to, skal »verdens bedste folkeskole« manifestere sig, for den er nemlig allerede – og her fremsiger ministeren sit eget salmevers – »verdens dyreste folkeskole!«. Fatter I det ikke, fjolser? Og kan vi få ro!

Men larmen stiger i klassen, drengene skyder med elastikker, og pigerne sms’er og tygger tyggegummi.

Hvis Tina Nedergaard var lærer, ville hun være en af dem, der aldrig kan få ro i klassen. Og det ville ikke kun være synd for hende selv, det ville være synd for hele klassen. Ja, det er synd for os alle sammen, for undervisningsministeren har jo ret i, at vi har en disciplinkrise både i folkeskolen, ved middagsbordene og trindt omkring i samfundet.

Men mon ikke det meste af alt det, hun siger og gør med sine sure miner, kun forværrer krisen og øger uroen?

Det er underskudsagtigt med al den tale om opdragelse, om disciplin og om hårde resultater. Det er snæversynet med al denne fokus på den enkelte elev, hans storslåede resultater, hans evner til at banke alle de andre ud af banen og hans ambitiøse forældre, som skal tage sig gevaldig meget sammen.

Man kan godt lære lidt matematik, selv om man er sur, men man kan ikke spille noget som helst musik

Der mangler overblik og overskud i al ministerens knotne snak, der mangler sans for det samlede fællesskab og skolens hele virke fra det mest musiske til det mest matematiske. Der mangler vision, og der mangler varme på apparatet.

Nu er der så temmelig mange, der på det seneste har været så frække at forstyrre ministerens strenge cirkler ved at pege på noget så irriterende som faget musik, som er stærkt nødlidende og allerede forsvundet fuldstændigt ud af mange danske børns liv og skolegang. Men man sporer ingen sans hos den frustrerede undervisningsminister for, at lige netop det fags krise er hele folkeskolens krise.

Uro i klassen er slemt i alle fag, men i musik er det totalt destruktivt. Man kan ikke spille og synge i fællesskab, hvis ikke der er disciplin, og lille Hassan kan godt pakke alt sit egoistiske ansvar for egen læring langt væk, hvis han vil være musikalsk sammen med de andre.

Både musik og de andre kreative fag er yderst disciplinært krævende (og dermed yderst disciplinært givende), fordi disciplinen kun dur, hvis den er kombineret med noget så socialt som godt humør i klassen. Som en musiklærer ringede og forklarede mig: Man kan godt lære lidt matematik, selv om man er sur, men man kan ikke spille noget som helst musik.



Den onde og den sure cirkel i skolen er så, at hvis det kun er klasselæreren, der kan holde ro i klassen, så skal klasselæreren selv undervise i alting – også i musik, selv om han ikke har de faglige forudsætninger. Også i gymnastik, selv om han hader kolbøtter. Og så videre.

Der går en lige linje fra den disciplinære krise til den faglige krise. For hvad nytter det, at der er ro og kun ro i klassen, når der står musik på skemaet? Der skulle gerne også være en hel del kreativ larm i musiktimerne, og den kan man ikke bare forlange ved at hæve stemmen og være bister.

Den gode cirkel er ikke så nem at finde ind i, men det er ikke desto mindre nødvendigt, hvis vi nogensinde igen skal få ’verdens bedste folkeskole’ (eller i det hele taget verdens bedste noget som helst).

Tina Nedergaard kan skælde og smælde herfra og til næste Pisa-undersøgelse via alverdens nationale test og objektive kriterier for det enkelte fags og den enkelte skoles og den enkelte elevs fortræffeligheder, for slet ikke at tale om, at den enkelte lærer skal tage sig sammen og undervise mere og trække maven ind ...

Smil, minister. Sænk skuldrene, og tænk i helheder.