0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Assad får arabisk liga til at dukke sig

Syriens diktator fortsætter militær kampagne, der nu kvalificerer ham til massemorder. Frygt for vakuum efter ham

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Valentina Petrova/AP
Foto: Valentina Petrova/AP

Syriens magthaver, præsident Assad, er ansvarlig for egne soldaters og agenters massemord.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvor mange mord skal man begå for at være en ’massemorder’?

Fem mord? Ti? Ethundrede? Ottehundrede? Ettusinde?

Så er den syriske magthaver, præsident Assad, i dag en massemorder eller ansvarlig for egne soldaters og agenters massemord.

Det har ikke bragt ham for en domstol i Syrien.

Det har heller ikke fået Den Arabiske Liga til at smide ham ud. Og slet ikke fået arabiske stater til at bede FN om at lægge låg på præsidenten eller massemorderens fremfærd.

Jamen, kan Vesten ikke ...? Prøv lige uden Vesten. Assad er primært Syriens problem, dernæst et arabisk problem. Et mellemøstligt dilemma. Og hans militære maskine, som nu tromler det folkelige oprør i Syrien, er ikke udrustet af Vesten, snarere af Rusland og før det af Sovjet.

Hvad gør den arabiske verden for at stoppe Assad?

Svar: ingenting.

Hvad gør Rusland? Heller ingenting.

Det var nemmere med Gaddafi, den libyske leder, som de fleste arabiske ledere anså for at have en skrue løs. Libyen var ikke vigtig for den arabiske verdens indre balance. Hverken politisk, økonomisk eller militært. Derfor var det enkelt at smide Gaddafi ud af Den Arabiske Liga, da han pudsede sit militær på folkelige demonstranter i Tripoli og andre libyske byer for to måneder siden.



Men Syrien er ekstremt vigtigt for balancen i hele området mellem Libanon, Tyrkiet, Irak, Jordan og Israel. Det er en stat, der har vist sig i stand til at føre krige med Israel og i Libanon.

Syrien er også et stat, der holdt Libanon besat i årevis og fortsat har sine agenter i alle hjørner af landet. Det syriske regime har desuden udfordret sine omgivelser ved at give husly til oprørsledere fra nabostaterne. Assad og hans far, den tidligere diktator, har også vundet respekt eller ry som ryggesløse ved råt og brutalt at indespærre og tortere systemkritikere.

Militært, politisk og økonomisk er Syrien en krumtap for stabilitet syd for Middelhavets østligste bred. Respekten for ham matches af frygt for et vakuum efter ham.

Derfor har ingen arabiske stater forsøgt at holde Assad tilbage. Og den FN-godkendte krig i Libyen går så dårligt, at heller ingen andre – ikke Rusland, slet ikke Kina og nej, heller ikke Vesten – har lyst til så meget som at overveje en indsats af tilsvarende karakter i Syrien.

Hvis Den Arabiske Ligas indsats i Libyen var udtryk for solidaritet med undertrykte libyere, må tavsheden over for massemordet i Syrien være udtryk for manglende solidaritet.

Assads voldskampagne har simpelt hen fået Den Arabiske Liga til at dukke sig. Det er et nederlag for interarabisk solidaritet. Men det er et nederlag, som illegitime regeringer må tage på deres egen kappe. Ligaen repræsenterer 22 regeringer, hvoraf det altovervejende flertal ikke er valgt og ikke står til ansvar over for deres egne befolkninger. Det er den udslagsgivende baggrund for, at arabiske befolkninger overhovedet gør oprør.

Pointen ved det arabiske forår er netop, at arabere i mageløst antal – fra Golfen til Marokko – har demonstreret imod undertrykkelse, for frihed. Ingen regeringer har engageret sig for friheden, men mange har forsvaret undertrykkelsen.