Set i bakspejlet er det ironisk, nærmest grotesk, at Syriens diktator, Bashar Assad, ved sin magtovertagelse i 2000 blev modtaget som en politisk reformator. Både hans egen befolkning og Syriens naboer så i Assad en chance for arabisk modernisering. I bakspejlet er det tilsvarende ironisk, at Saudi-Arabiens magthaver, kong Abdullah, ved sin tiltræden i 2005 også blev modtaget som manden, der ville modernisere sit land. I begge samfund er magten gået i arv – i Syrien fra far til søn, i Saudi-Arabien fra bror til bror. I begge samfund var forventningerne til den nye magthaver store.
Begge steder forventede man en politisk og økonomisk liberalisering. Og begge steder talte de nye magthavere – præsident Assad og kong Abdullah – om en modernisering, der også internationalt vakte håb og gav dem politisk kredit. Ingen af dem har indfriet hverken lokale eller internationale forventninger. De har begge haft alle chancer for at liberalisere deres økonomier, for at gennemføre politiske reformer, for at afmontere censur, for at indføre ytringsfrihed, for at udvikle et retssamfund og for – forsigtigt, men alligevel – stille sig selv til ansvar. Nu er Assads regime ved at bryde sammen under sin egen brutalitet. Og Abdullahs regime er tøvende og langtfra entusiastisk ved at påtage sig en rolle og et ansvar som ledende arabisk nation.
