Hvem der bliver undervisningsminister, ved vi ikke endnu.
Men forventningerne til den kommende regering er – ligesom armene – for længst krøbet op over katederhøjde i Skolelærerland. Efter ti år med fire borgerlige undervisningsministre, der alle har gjort det til en sport at skælde ud på både skole og lærere, er det blevet tid til fornyelse. Første fingerpeg om, hvordan fornyelsen vil tage form, får vi, når regeringsgrundlaget foreligger. Det er nemlig slet ikke ligegyldigt, hvad partierne skriver ind i dette papir, når det gælder udviklingen i folkeskolen: Bliver det et kort eller et langt kapitel? Bliver det konkret eller flyvsk? Da Lars Løkke og Lene Espersen præsenterede det seneste regeringsgrundlag, kort efter den store regeringsrokade i februar 2010, var der slemt grund til at blive skuffet. Kapitlet om folkeskolen var relativt kort, ganske vist plastret til med abstrakte målsætninger om at blive »de bedste i verden«, »i topfem internationalt« osv., men reelt var der kun fem konkrete initiativer – det ene mere retningsløst end det andet. Og symptomatisk for ambitionsniveauet var det kun én af de fem målsætninger, der nogen sinde blev til andet end blæk på papir, nemlig det såkaldte »360-graders serviceeftersyn af folkeskolen«.
