Selvfølgelig har den egyptiske regering i sidste ende ansvaret for, at 25 mennesker i søndags blev dræbt i Kairo og 300 såret, flere af dem råt og brutalt kørt ned af militære køretøjer.
Måske er det rigtigt, at regeringen ikke forlods havde besluttet at myrde 25 af sine egne landsmænd.
Men regeringen og dens sikkerhedsfolk har ansvaret for, at demonstrationer – i dette tilfælde en protest mod fundamentalisters ildspåsættelse af en kirke i Aswan tidligere på måneden – kan afvikles uden vold.
Regeringen har derfor ansvaret for, at demonstrationen udviklede sig voldsomt. Og ansvaret for, at militæret i sidste ende selv gik helt over gevind.
Hvad værre er – det ligner et mønster.
Over et halvt år efter at politi og sikkerhedstjenester dræbte mindst 850 egyptere under de folkelige krav om demokrati, har magthaverne i Kairo stadig forsømt at retsforfølge de ansvarlige.
Det er siden blevet mere og mere tydeligt, at generalerne i Kairo blot fastholdt den magt, de hidtil havde haft sammen med Mubarak.
Anders Jerichow
Den tidligere diktator gennem tre årtier, Hosni Mubarak, blev presset fra sin post – umiddelbart af det massive folkelige pres, men i sidste ende af sine militære kolleger, som etablerede et såkaldt Overgangsråd.
Det er siden blevet mere og mere tydeligt, at generalerne i Kairo blot fastholdt den magt, de hidtil havde haft sammen med Mubarak. De fastholdt militærets økonomiske privilegier. Og de undlod at retsforfølge de ansvarlige for myrderierne i januar og februar.
En ubrudt række af demonstranter og systemkritikere er blevet stillet for militære domstole. Men militærets ansvarlige er ikke blevet straffet.
De glemmer én ting. Det er ikke nok, at oppositionen måske ikke kan bevise, hvem der konkret sendte voldsmænd ud for at tage livet af mindst 850 mennesker. Mange blev dræbt af snigmordere på tagene omkring Tahrirpladsen. Andre blev banket ihjel af sikkerhedstjenesternes udsendte bøller. De fleste døde absolut på politiets konto. Men over politiet var militæret.
Og den militære junta har hellere forpurret kritik end at imødekomme krav fra Tahrir om et retsopgør.
I næste måned har juntaen lovet at afholde et frit valg til parlamentet i Kairo. I mellemtiden gør militæret alt, hvad det kan, både for at klynge sig til sine privilegier – og for at vinde hævd som den eneste ’beskytter’ af ro og tryghed.
Det egyptiske valg vil vise, om juntaen i Kairo er rede til at underlægge sig civil kontrol. Optimisme er en moralsk pligt. Pessimisme er fristende
Anders Jerichow
Juntaen har vendt ryggen til, at ekstremistiske fundamentalister, såkaldte salafister, har chikaneret, truet og overfaldet det egyptiske kristne mindretal.
Juntaen har heller ikke gjort nogen imponerende indsats for at finde de formuer, som Mubarakregimet har bedraget Egypten for. Og slet ikke standset korruptionen.
Derimod har juntaen ganske skamløst – endda med voksende held – givet de unge systemkritikere på Tahrirpladsen ansvaret for, at egypterne ikke oplever sociale og økonomiske fremskridt. Også dét ligner et ubehageligt mønster af grovkornet manipulation.
Der er forskel på magthaverne og folket. Kritikerne på Tahrir har ingen magt. Juntaen har al magt.
Kritikerne kræver indflydelse. Juntaen vil tydeligvis ikke af med sin indflydelse.
Kritikerne kræver, at mordere stilles til ansvar. Juntaen har gjort alt for, at mordere går fri.
Alligevel vil vi snart opleve juntaen og dens venner advare mod, at det egyptiske oprør fortsætter. De vil advare imod, måske forbyde, at der demonstreres på Tahrir.
Og juntaen vil søge lokal og international anerkendelse af, at kun juntaen selv kan holde muslimske fundamentalister, kristne koptere og alle tænkelige urostiftere fra hinandens struber.
Sådan sagde allerede Mubarak. Hans kammerater i juntaen fortsætter bare, hvor diktatoren slap.
Det egyptiske valg vil vise, om juntaen er i Kairo rede til at underlægge sig civil kontrol. Optimisme er en moralsk pligt. Pessimisme er fristende.
Skriv kommentar