Perspektiv. Betalingsringen er en lille miniature af den kulturkamp om fremtiden, vi står over for, mener Politikens Per Michael Jespersen.
Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Perspektiv. Betalingsringen er en lille miniature af den kulturkamp om fremtiden, vi står over for, mener Politikens Per Michael Jespersen.

Signatur

Kulturkamp mod danskernes klynkeri

Tør Thorning & Co. gøre op med de danskere, der opfører sig som snotforkælede unger, der vil ha’ mer’ af det hele?

Signatur

Kan man redde Danmark fra miljøkatastrofen, uden at det koster nogen en krone?

Og uden at det i en overgangsperiode bliver bøvlet, ja, pisseirriterende og dyrt?

Naturligvis ikke. Alligevel bliver mange provokeret, når politikere vil begrænse deres udfoldelse.

Se bare i debatten om betalingsringen. Her storpives der over, at det skal koste en tyver at køre sin bil ind i Indre By. Og hylekoret er nu gået langt ind i det Socialdemokrati, som selv har foreslået ringen.

I vestegnskommunerne stamper borgmestre i jorden, og der har i store dele af partiet bredt sig en usikkerhed.

For måske skulle man alligevel ikke have foreslået den betalingsring? Se bare på de fem mandater, man – måske – tabte i valgkampen, siger folk i den røde blok i denne tid.

Forhåbentlig er man ikke ved at miste troen på sit eget forslag. For betalingsringen er meget mere end et forslag. Den er en principiel idé, der handler om, hvorvidt vi skal forandre det her samfund i helhedens interesse. Eller om vi bare skal lade stå til og symbolsk lade bilisten beholde tyveren i pungen til en ekstra liter benzin?

Betalingsringen er en lille bitte start, et lille hjørne af det samlede bøvl, vi i de kommende år skal ud i, hvis vi skal forbedre klimaet og miljøet og omstille vores økonomi. Lakmusprøven er:

Er danskerne indstillet på bøvlet og omkostningerne? Og tør den nye regering udfordre os og insistere på de nødvendige forandringer?

Umiddelbart er politikerne oppe mod stærke kræfter i tiden.

Betalingsringen er en lille bitte start, et lille hjørne af det samlede bøvl, vi i de kommende år skal ud i, hvis vi skal forbedre klimaet og miljøet og omstille vores økonomi



Sidste lørdag tegnede samfundsforskeren Johannes Andersen her i avisen portrættet af den nye borger: den forbrugeristiske medborger, der er rundet af middelklassen, og som først og fremmest tænker på egne behov.

Han betaler skat, hvis han vel at mærke kan få masser af valgmuligheder og varer på hylden i velfærdssupermarkedet til sig selv og den nærmeste familie.

Og i lørdags tegnede en anden forsker, Niels Kærgård, portrættet af den nye politikertype, som skal holde velfærdsforbrugeren på plads: en svag, eftergivende levebrødspolitiker, der går ind i politik som ung, og som ikke har en alternativ levevej og derfor ikke tør udfordre vælgerne med upopulære beslutninger. Man skal jo genvælges, ikke?

Her – i den ulige kamp mellem den krævende vælger og den svage politiker – har vi formentlig en forklaring på, at 00’erne blev en rædselsfuld oplevelse af slesk designerpolitik og medløberi, hvor politikerne med stor matematisk præcision lagde sig præcis dér, hvor vælgerne og den offentlige mening var i forvejen.

Økonomer og eksperter tager sig til hovedet over det spildte årti. Med fravær af velfærdsreformer, eksploderende offentlige udgifter og en opgivelse af den grønne omstilling. Til gengæld var der skattestop til alle, afdragsfrie lån og en boligboble, der bare blev større og større.

Store grupper danskere har udviklet sig til snotforkælede møgunger, der vil ha’ mer’ af det hele. Bortset fra begrænsninger. Ikke underligt, når man tænker på den frie opdragelse, de har været underlagt med politikere, der i 00’erne har opført sig som eftergivende forældre, der ikke satte grænser.

Det har skabt en situation, hvor upopulære, men nødvendige, beslutninger er skubbet foran os. Men tages? Det skal de.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Store grupper danskere har udviklet sig til snotforkælede møgunger, der vil ha’ mer’ af det hele. Bortset fra begrænsninger



Der står Helle Thorning-Schmidt & Co. altså lige nu: Danmark skriger på en gennemgribende omstilling, som – i en overgangsfase – vil gøre ondt på mange. Energisystemet baseret på fossile brændstoffer som kul, olie og gas skal lægges om. Produktionen, der er indrettet på ’brug og smid væk’, skal revolutioneres.

Vi skal have flere over i busser og tog. Og hele omstillingen skal ske samtidig med en kickstart af konkurrencekraften, produktiviteten, den sociale mobilitet – og samtidig med at politikerne fortæller middelklassen, at den ikke skal regne med mere velfærd på alle hylder.

Betalingsringen er en lille miniature af den kulturkamp om fremtiden, vi står over for. Tabes den – fordi velfærdsdanskerne råber for højt, mens politikerne er for svage – er vi alle på taberkurs.

Men indtil andet er bevist, må vi have tillid til den nye regering, der trods alt har sat betalingsringen på den politiske dagsorden.

Det er en god start. Vi venter i spænding på fortsættelsen.

For hvor langt tør de gå med den store omstilling?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce