fuck. Den danske undren over udlandets reaktion på Lars von Triers udtalelser vidner om en lumpen selvovervurdering, mener Anita Bay.
Foto: (arkiv) Jonathan Short/AP

fuck. Den danske undren over udlandets reaktion på Lars von Triers udtalelser vidner om en lumpen selvovervurdering, mener Anita Bay.

Signatur

Det er jo kun for sjov

Selvovervurderingen lurer, når vi ikke længere kan se os selv, som andre ser os.

Signatur

I gårsdagens Information sammenligner den indisk-amerikanske tv-vært og skribent Fareed Zakaria USA med en cirkuselefant, der står midt i manegen og ikke kan se, hvordan dens størrelse og styrke påvirker dem, der sidder ude i mørket. Det kan let se ud, som om den tumler rundt, siger han.

Amerikanerne mangler med andre ord evnen til at se sig selv udefra og fornemme, hvordan verden ser ud for en ikke-amerikaner. Født og opvokset i Indien, men bosat i USA siden studietiden er Zakaria på en gang in- og outsider i det samfund, han bor i. Ikke mindst derfor er hans analyser af amerikansk politik, og især udenrigspolitik, værd at bide mærke i.

At USA som politisk supermagt ser sig selv som verdens navle, er selvoptaget og ikke formår at sætte sig ind i andres syn på verden – og på USA – er ikke nyt for os europæere.

I de senere års konflikter mellem det ’gamle’ og underforstået noget fodslæbende Europa og det ’nye’, vitale USA har den europæiske kritik også handlet om denne ildevarslende mangel på et korrektiv hos de amerikanske fætre.

Hvis man alene forstår sig selv gennem sig selv, bliver ens verdensbillede derefter, har man hævdet i Europa.

Vi i Danmark, skønt vi i størrelse mere minder om en mus end en elefant, har udviklet en selvforståelse, der er en elefant værdig



Den danske undren over udlandets reaktion på Lars von Triers udtalelser ved filmfestivalen i Cannes om Hitler og nazismen vidner om, at vi i Danmark, skønt vi i størrelse mere minder om en mus end en elefant, har udviklet en selvforståelse, der er en elefant værdig.

Vores konservative kulturminister, Per Stig Møller, tog godt nok afstand fra Triers udtalelser, men kunne ikke forstå, at festivalen havde smidt ham ud.

LÆS ARTIKEL

En tysk avis mente, at Lars von Triers udtalelser om, at han forstår Hitler og nazismen, kunne kædes sammen med den politiske højredrejning i Danmark. Langt ude? Ja, set med danske øjne. Men jo ikke med udenlandske.

Når verden de seneste år har hørt om dansk politik og kultur, har det handlet om forhånelse af muslimer.

Det næste, man hører fra os i international sammenhæng, er, når landets verdensberømte filminstruktør udtaler forståelse for Hitler og kalder sig selv nazist. Ikke underligt, hvis nogen ude omkring drager nogle ubehagelige konklusioner om puslingelandet med det ellers så tilforladelige image.

Undskyldningen, vi forsøger os med, er gud hjælpe os så oven i købet den sædvanlige med, at vi skulle besidde en særlig dansk form for humor, der spænder fra det gemytlige til det grovkornede, inden for hvilken man kan sige og gøre hvad som helst og bagefter klaske hinanden på skulderen og være lige gode venner for det.

Det er jo kun for sjov!

Billedet af os som hyggelige grinebidere kan ikke holde, hvis vi ikke kan se os selv, som omverdenen ser os



Det svedne grin og den lumpne selvovervurdering går fint op i den lavere enhed, vi synes er så vældig dansk. De ’dumsmarte bemærkninger’, som dronningen ville gøre op med i en nytårstale for nogle år siden, lever i bedste velgående og synes ikke blot at være en indgroet vane i vores nationalkarakter, men efterhånden også et princip i vores udenrigspolitik.

Danmark går gerne foran med et bud på løsningen på alverdens konflikter ud fra en forestilling om, at det danske samfund, vores demokratiforståelse og hele tilgang til frihed og velfærd er et uvurderligt gode, som det kun kan undre, at resten af verden ikke straks efterligner.

Popgruppen Shubiduas fortolkning af det særligt danske med de ironiske bemærkninger om, at de i resten af verden »bor i huler og slås hele dagen«, var kun morsom, hvis selvovervurderingen ikke skulle tages alvorligt og de dumme grin vitterlig var selvironi.

Men billedet af os som hyggelige grinebidere kan ikke holde, hvis vi ikke kan se os selv, som omverdenen ser os.

Så bliver vi for alvor isolerede bag grænsebommene og tolderne, der skal beskytte os mod den forbrydelse og ondskab, der kun findes andre steder. Så bliver vi ikke blot latterlige, men farlige forbilleder for al lurende nazisme – med eller uden Wagner-æstetik og dumsmarte bemærkninger.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce