I gårsdagens Information sammenligner den indisk-amerikanske tv-vært og skribent Fareed Zakaria USA med en cirkuselefant, der står midt i manegen og ikke kan se, hvordan dens størrelse og styrke påvirker dem, der sidder ude i mørket. Det kan let se ud, som om den tumler rundt, siger han. Amerikanerne mangler med andre ord evnen til at se sig selv udefra og fornemme, hvordan verden ser ud for en ikke-amerikaner. Født og opvokset i Indien, men bosat i USA siden studietiden er Zakaria på en gang in- og outsider i det samfund, han bor i. Ikke mindst derfor er hans analyser af amerikansk politik, og især udenrigspolitik, værd at bide mærke i. At USA som politisk supermagt ser sig selv som verdens navle, er selvoptaget og ikke formår at sætte sig ind i andres syn på verden – og på USA – er ikke nyt for os europæere. I de senere års konflikter mellem det ’gamle’ og underforstået noget fodslæbende Europa og det ’nye’, vitale USA har den europæiske kritik også handlet om denne ildevarslende mangel på et korrektiv hos de amerikanske fætre.

Hvis man alene forstår sig selv gennem sig selv, bliver ens verdensbillede derefter, har man hævdet i Europa. Den danske undren over udlandets reaktion på Lars von Triers udtalelser ved filmfestivalen i Cannes om Hitler og nazismen vidner om, at vi i Danmark, skønt vi i størrelse mere minder om en mus end en elefant, har udviklet en selvforståelse, der er en elefant værdig. Vores konservative kulturminister, Per Stig Møller, tog godt nok afstand fra Triers udtalelser, men kunne ikke forstå, at festivalen havde smidt ham ud.