Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Socialbolig. I Gellerup uden for Aarhus lever hele 19 procent af beboerne under OECD's fattigdomsgrænse ifølge en AE-analyse.
Foto: Jan Dagø (arkiv)

Socialbolig. I Gellerup uden for Aarhus lever hele 19 procent af beboerne under OECD's fattigdomsgrænse ifølge en AE-analyse.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Social apartheid stortrives i danske storbyer

Mens vi venter på de første gitterporte i danske boligkomplekser, bliver de rige rigere og fattige fattigere.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Normalt er tre meter høje hegn og hundevagter noget, de fleste forbinder med amerikanske eller sydamerikanske velhaverdomiciler.

Men måske varer det ikke længe, før vagtværn og videokameraer også rykker ind i danske bedsteborgerkvarterer. De såkaldte ’gated communities’, hvor et kompleks af lejligheder eller huse er indhegnet, og hvor ingen uden adkomst kommer ind, er i voldsom vækst – nu også i Europa.



De Politiken-læsere, der mellem jul og nytår tog med på en rundtur i det socialt delte Europa, kunne bl.a. møde Günther Jungbluth fra den tyske by Aachen. Han ville sammen med sin kone »bare gerne være på den sikre side«, og derfor købte de en af lejlighederne i det eksklusive kompleks ’Barbarossaparken’.

De bor nu i centrum af Aachen, men uden egentlig at være en del af centrum – og deler dermed skæbne med flere og flere europæere:

Som professor Tilman Harlander fra universitetet i Stuttgart fortalte, ser man det især i en by som Berlin, hvor antallet af fattige er fløjet til vejrs, og hvor der bliver bygget flere og flere boligkomplekser, der er videoovervågede og afskærmet fra omverdenen, udstyrede med swimmingpools, restauranter og andre rigmandsfaciliteter.

»Man kan se en tiltagende desolidarisering«, sagde professoren: »Stadig flere vil bo midt i byen, men med særlige sikkerhedsforanstaltninger«.

Denne form for ’desolidarisering’ er ikke just et nyt fænomen inden for sociologien, hvor amerikanske forskere siden 1960’erne har påvist de samme konsekvensmønstre, når folk i rige kvarterer lever afsondret fra folk i fattige kvarterer.

Allerede i dag er der så langt fra verden omkring Biva-bordet i Brøndby til luksuslivet i Langeliniekvarteret, at beboerne for længst har mistet forbindelsen til hinanden



Og man bør ikke være i tvivl om, at det netop er indkomstforskelle, der er drivmotoren i den aktuelle boligsociale udvikling. Indkomstforskellene bliver nemlig større og større: I Tyskland er antallet af fattige nu helt oppe på 12 millioner, ifølge en ny rapport fra forbundsregeringen. Alt imens halvdelen af den samlede formue ejes af 10 procent af tyskerne.

I Storbritannien er mønsteret det samme, bare værre: Her er spændet mellem rig og fattig nu det største i 40 år. Mens de øverste 10 procent af briterne har en gennemsnitlig formue på 7,5 millioner kroner, har den nederste ene procent en negativ formue på 34.000 kroner.

I frihed-, lighed- og broderskabslandet Frankrig er der nærmest opstået et kastesystem: Ifølge Laurent Joffrin, chefredaktør på nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur, lever landets elite i hvert fald helt uden kontakt med virkeligheden:

»Ulighederne mellem de rige og alle de andre i Frankrig er i de forløbne 20 år taget til i en sådan grad, at magthaverne fra nu af indtager deres måltider siddende på en vulkan«, som han udtrykte det.

Men hvad med Danmark – sidder eliten også her og spiser kanapeer og østers på en bund af ulmende underjord? Tja, faktum er i hvert fald, at danskerne lever mere og mere indkomstopdelt. Som om velfærdssamfundets udjævning af fortidens klassesamfund stoppede for 30 år siden:

I 1981 var det kun 10 procent af københavnerne, der boede i ’ekstreme’ kvarterer – dvs. kvarterer beboet af enten mange rige eller mange fattige. I 1997 var andelen vokset til hele 40 procent.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og som enhver kan forvisse sig om på det nye socioøkonomiske københavnerkort, er denne udvikling ikke just gået i stå de seneste ti år. Bor man på Holmen eller i Humleby, er chancen for at møde en lavindkomstmodtager i forhaven minimal. Men på ’den anden side af vejen’ nærmest falder fattigrøvene over hinanden.

Men hvad med Danmark - sidder eliten også her og spiser kanapeer og østers på en bund af ulmende underjord? Tja, faktum er i hvert fald, at danskerne lever mere og mere indkomstopdelt



I de andre storbyer er billedet det samme, ifølge en AE-analyse: I Gellerup uden for Aarhus lever hele 19 procent af beboerne under OECD’s fattigdomsgrænse; i Risskov er det kun 1,5 procent. I Odenseforstaden Vollsmose lever næsten hver sjette under fattigdomsgrænsen; i et odenseansk velhaversogn som Tornbjerg er andelen helt nede på 1,8 procent.

Den sociale apartheid har i denne forstand kun alt for gode levevilkår i Danmark. Jovist, vi har endnu de første ’gated communities’ til gode, men der er næppe nogen, der i ramme alvor vil påstå, at vi aldrig når dertil. Det er naturligvis blot et spørgsmål om tid.

Allerede i dag er der så langt fra verden omkring Biva-bordet i Brøndby til luksuslivet i Langeliniekvarteret, at beboerne for længst har mistet forbindelsen tilhinanden. I bedste fald er de ligeglade med hinanden – i værste fald er de fjender.

Skal vi gøre os håb om at vende denne udvikling, er opskriften klar:

Vi må holde op med at gøre de fattige fattigere og de rige rigere – og i stedet bruge kræfterne på at gøre flere mennesker mere lige.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden