pinligt. Trods økonomisk opsving er det ikke lykkedes regeringen at nedbringe det svimlende antal af personer på overførselsindkomst. Det ligger stadig på omkring 25 procent af arbejdsstyrken. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

pinligt. Trods økonomisk opsving er det ikke lykkedes regeringen at nedbringe det svimlende antal af personer på overførselsindkomst. Det ligger stadig på omkring 25 procent af arbejdsstyrken. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Signatur

Hov, vi glemte lige 800.000 danskere

Hvad med at skære i antallet af personer på overførsler i stedet for?

Signatur

Personlig kender jeg mange i den arbejdsdygtige alder, der er på overførselsindkomst. Men jeg kender ikke én, der kom i job under opsvinget i 00’erne.

Og det passer med regeringens nyeste tal. De afslører nemlig, at antallet af personer i den erhvervsaktive alder på offentlige ydelser ikke faldt under opsvinget. Tværtimod. Tallet er 800.000 plus/minus et par procent. Sådan var det før opsvinget, sådan var det efter opsvinget, og sådan er det nu.

En fjerdedel af arbejdsstyrken under 67 år er altså på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, overgangsydelse, fleksydelse, revalideringsydelse, sygedagpenge, efterløn, ledighedsydelse, folkepension til 65- og 66-årige, arbejdsmarkedsorlov og barselsdagpenge (og så er den kvarte million på SU ikke engang talt med i de 800.000).

Når den ene gruppe bliver lidt mindre, vokser den anden, eller politikerne indfører en ny ordning, som f.eks. pension til 65- og 66-årige.

Tallet er altid ... 800.000. Vær sikker på det.

Det er ikke lykkedes at nedbringe antallet af overførselsmodtagere i den arbejdsdygtige alder med ét eneste menneske under opsvinget. Pinligt!

Vil ikke erkende problemet At det slet ikke er lykkedes at nedbringe antallet af overførselsmodtagere i den arbejdsdygtige alder under opsvinget med bare én – til trods for al snak om ’det rummelige arbejdsmarked’, ’virksomhedernes sociale ansvar’, indsats mod sygefravær, førtidspensionsreformer og fleksjobordninger – er pinligt.

Fordi man i realiteten har accepteret ’trefjerdedelssamfundet’. Men også fordi vi står med et skrigende behov for arbejdskraft i fremtiden, når antallet af pensionister eksploderer, og antallet af arbejdende falder markant.

Det eneste, regeringen har fantasi til, er nu at skære i den enkelte overførselsmodtagers ydelser. Fattigt. Men hvorfor går oppositionen så ikke i flæsket på regeringen her – i stedet for at fokusere på, at de, der allerede arbejder, skal arbejde mere? Årsagen er, at man ikke vil erkende problemet.



Opfattelsen i oppositionen har længe været den, at de 800.000 på overførsler ikke er et problem. Som en økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har sagt det: »Det er ikke Jordens største problem (...) den eneste forskel til dengang i 1960’erne er, at vi har valgt at lade staten overtage forsørgerrollen fra familien«.

Jamen, jamen ... når antallet af overførselsmodtagere er vokset fra 6 procent af arbejdsstyrken til 25 procent – skal vi så bare opfatte det som udtryk for, at opgaverne er flyttet fra den hjemmegående husmor til velfærdsstaten? Og kalde det for velfærdsordninger? Velfærdsordninger!

Nødvendig debat

I 1990’erne rasede krigen mellem Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Førstnævnte insisterede med departementschef Jørgen Rosted i spidsen på, at videnssamfundet med globalisering og ny teknologi udstøder hundredtusinder fra arbejdsmarkedet, som ikke kan leve op til de opskruede krav. Derfor skulle man skabe nye servicejob.

Men Finansministeriet med socialdemokraten Mogens Lykketoft i spidsen vandt dysten. Der blev lagt låg på Erhvervsministeriets kætterske analyser og forslag. De 800.000 var ikke udstødt fra arbejdsmarkedet. De var på velfærdsordninger. Og så var der ikke mere at snakke om. Basta!

Og der står vi altså i dag: Ingen taler om at nedbringe de 800.000, som er en pinlig sag for regeringen og udtryk for velfærd ifølge oppositionen.

Men vi er altså nødt til at have den der debat. Først må vi forstå, hvorfor tallet vokser og aldrig falder. Handler det om opskruede kvalifikationskrav, der udstøder de svageste? Om et arbejdsmiljø, der gennem fysisk og psykisk nedslidning sender mennesker ud af arbejdsmarkedet? Eller noget tredje?

Og så må vi handle. Det går i hvert fald ikke, at det eneste, vi kan finde på i forhold til de 800.000 overførselsmodtagere i den arbejdsdygtige alder, er at skære i deres ydelser.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce