De seneste to uger har budt på flere eksempler på, at tolerancen over for anderledes mennesker kan ligge på et lille sted.
Både lokalt og globalt. Netop som julefreden var ved at sænke sig, gik det op for folketingsmanden Søren Krarup (DF), at homoseksuelle par om kort tid får ret til at adoptere på lige fod med heteroseksuelle par. Ifølge Krarup er det et angreb på ægteskabet og dermed på hele vores kultur – uanset hvor søde homoseksuelle ellers påstår, at de er, skrev han i en kommentar i Berlingske Tidende 20. december. Og på det globale plan fik bøsser og lesbiske et ordentligt gok i nødden af paven, da han i en tale proklamerede, at »det ikke er forældet metafysik, når kirken taler om menneskets natur som mand og kvinde og kræver, at denne skabelse bliver respekteret«. En udtalelse, der er blevet udlagt, som om paven sagde, at det er lige så vigtigt at redde verden fra homoseksuelle som at redde regnskoven, men som ikke desto mindre var hans forsøg på at fremhæve det utilstedelige i, at homoseksuelle indgår ægteskab og stifter familie. Begge udtalelser er tragiske, for her gik man lige og troede, at vi levede i et tolerant samfund, og at der efterhånden var blevet lidt højere til loftet i den katolske kirke – og at homofobi hørte Østeuropa og amerikanske valgkampe til. Men det er åbenbart en fejltagelse, for når et toneangivende medlem af regeringens støtteparti kan udvise så megen foragt for homoseksuelle, som han gør i sin kommentar, kan man godt blive lidt skræmt. Hvor dybt stikker hans foragt, og hvad mener resten af Dansk Folkeparti? Det interessante ved Krarups argumentation er imidlertid, at han tager det traditionelle ægteskab og heteroseksuelle som gidsler, når han påstår, at homoseksuelle pars ret til at adoptere er et angreb på både ægteskabet og familien. »Ægteskabet er familieskabende. Ægteskabet er dermed kulturskabende«, skrev Krarup i Berlingske Tidende 20. december, hvor han slog fast, at selv om homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab, så er de stadig ikke rigtig gift, da kun to af indbyrdes modsat køn kan indgå rigtige ægteskaber. Jo, tak, den diskrimination behøver vi ikke at få udpenslet – vi ved godt, at kirken ikke vil se skyggen af os (eller i hvert fald de mest konservative dele af kirken), men at påstå, at fordi man er homoseksuel, så er man ikke kulturskaber, er det rene vrøvl. Hvordan definerer han kultur, og hvad er det for en kultur, homoseksuelle ikke kan bidrage til? Ifølge Krarup er man ude på et skråplan, når folketingsmedlemmerne skal tage individuel stilling til forslaget, fordi det handler om et etisk spørgsmål: »Det etiske forhold omfatter alt menneskeligt. I ethvert øjeblik og i alle menneskelige sammenhænge er enhver af os etisk udfordret«. Spørgsmålet om homoseksuelles ret til adoption er netop ikke etisk, hævder Krarup: »Og naturligvis er det en foragt for netop det etiske, der ligger i foragten for ægteskabet – for det bindende, forpligtende forhold mellem mand og kvinde. I stedet dyrkes det æstetiske – at flagre frit fra oplevelse til oplevelse og at idyllisere alle oplevelserne med henvisning til, at man er så ’sød og kærlig’«. Homoseksuelle, der har indgået registreret partnerskab, er i Krarups optik flagrende og kun optaget af at hoppe fra den ene oplevelse til den anden. Rigtige ægteskaber mellem mænd og kvinder er derimod stabile og forpligtende. Ved Krarup ikke, at 14.000 par blev skilt i 2007, og at mange stifter familie uden overhovedet at blive gift først? Og hvorfra ved han, at homoseksuelle kun er optaget af ’det æstetiske’ og flagrer rundt i jagten på oplevelser? Enten kender han ingen homoseksuelle, eller også begrænser hans viden sig til browsen på nettet, hvor det er det flygtige, som dyrkes – akkurat som det er tilfældet for heteroseksuelle. Eller fra kassen med fordomme. Både paven og Krarup skulle tage at komme ud af skabet og erkende, at vi godt kan leve sammen i fordragelighed. Uanset om vi er homoseksuelle eller ej. Eller tone rent flag og melde ud, at de bare ikke kan lide os. Både paven og Krarup burde komme ud af skabet og erkende, at vi godt kan leve sammen i fordragelighed. Uanset om vi er homoseksuelle eller ej. Eller tone rent flag og melde ud, at de bare ikke kan lide os.
