Findes der en opskrift på, hvordan man vælter en regering? Ja, det gælder ’bare’ om at finde ét tema med stor bevågenhed, hvor regeringen har svigtet. En halvåben dør er nok – den skal bare sparkes ind – og vupti – så står man med nøglerne til Statsministeriet. Det var det, der skete, da Anker Jørgensen ikke kunne magte økonomien i 80’erne, hvorefter Poul Schlüter scorede magten og gennemførte sin økonomiske genopretning. Det var også det, der skete i 90’erne, hvor Schlüter ikke kunne håndtere ledigheden og måtte overlade magten til Nyrup & Co., der knækkede arbejdsløshedskurven. Og det var det, der skete i 00’erne, hvor Nyrup & Co. snublede i indvandrerpolitikken og blev erstattet af Fogh, der havde netop det som fokus. I alle disse tilfælde udnyttede oppositionen, at regeringen bøvlede rundt med ét stort uløst problem, som havde vælgernes interesse – en halvåben dør, som kunne sparkes ind. Nu er mønstret ved gentage sig her i 10’erne. Og den halvåbne dør? Det er velfærdspolitikken.
Julemand eller hulemand
Det er pudsigt, at det netop er velfærden, der er blevet VK-regeringens akilleshæl. For da Fogh udfordrede Nyrup op til 2001-valget, var han meget bevidst om at fremstå som velfærdsstatens tro væbner for at have en chance og en fremtid.
Minimalstatsbøger blev brændt, og velfærdsmodellen blev kysset og krammet i fuld offentlighed. Snedigt! Og oppositionen anede ikke, om den skulle kalde Fogh en hulemand i forklædning eller en julemand. Men siden har regeringen fuldstændig mistet grebet. Sjuskeriet startede i efteråret 2006, hvor titusindvis af danskere – herunder borgerlige vælgere med attachémappen i entréen – gik på gaden for bedre børneinstitutioner og skoler, og hvor Fogh kom til at kalde de aktionerende »socialistiske ballademagere«.
