Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Cyklisme. De danske cyklister er ofte så sure og ubehagelige, at vores ellers beundringsværdige cykelkultur lider under det.
Foto: SØREN SCHNOOR (arkiv)

Cyklisme. De danske cyklister er ofte så sure og ubehagelige, at vores ellers beundringsværdige cykelkultur lider under det.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er hver anden cyklist et psykisk tilfælde?

Cyklisters grundstemning i dette land er åbenbart, at de er rasende, skriver Bjørn Bredal.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Først en glad melding: Danske bilister er forbavsende flinke.

Jeg cykler evigt og altid og alle vegne, og jeg synes, at bilisterne samarbejder smukt. For eksempel har jeg i denne sommer, ligesom alle andre somre, cyklet Danmark tyndt med ungerne, typisk i konstellationen: én voksen (mig) og et stærkt slingrende barn.

Vi fylder stort set hele landevejen, os to, vi er på telttur og trafiktræning – og hvad gør bilerne, når de kommer op bag os og må bremse op? De venter lige så venligt på, at vi får møffet os ind til siden, og så smutter de smilende forbi. Ikke én gang hele den lange sommer på de danske landeveje er der en bil, som har dyttet ad mig og ungerne.

Men vi har da haft masser af dårlige oplevelser med de andre trafikanter: dem på cykel. De skal nemlig udenom i en helvedes fart, og de skal bruge mere plads end en lastbil med anhænger. De råber og skælder ud og ringer med pling-pling-klokken: De er rasende. Ja, cyklisters grundstemning i dette land er åbenbart, at de er rasende.

Cyklister er cyklister værst: Som inkarneret cyklist både på landet og i byen føler jeg mig betydelig mere truet af de andre cyklister end af bilister og fodgængere. Og truet skal forstås dobbelt bogstaveligt: Man bliver kørt ned, og man får skræmmende tilråb og signaler såsom knyttede næver og oprakte fuckfingre. Man skulle tro, at hver anden cyklist var et psykisk tilfælde.

Hallo: En cykelsti er ingen træningsbane eller dødsdrom

Kørt ned bliver man for eksempel, hvis man holder for rødt lys ved en fodgængerovergang. Så brager de andre cyklister simpelt hen lige op i bagskærmen på én, hvilket suppleres med et par eder og forbandelser. Man har ikke selv mulighed for at signalere noget tilbage, for der sidder alle mulige installationer på cyklisternes hoveder, som sætter dem i stand til at høre musik og tale i telefon, men ikke til at følge med i, hvad der foregår på cykelstien.

LÆS OGSÅ

Cyklister opfatter sig selv som tohjulede sporvogne, hvis bane skal være så glat og uforstyrret som på skinner. Og intet kan hindre cyklistens bane, for hun har ørerne proppet til og blikket vendt mod en anden verden.

Et særligt psykisk cyklisttilfælde inde i byen, i hvert fald her i hovedstaden, er de ræsende borgerdyr. Altså alle de her embedsmænd, som kl. 16.30 affører sig det grå jakkesæt og ifører sig flammegule hjelme, snævre cykelbukser og kliksko, hvorpå de kaster sig op på en racercykel og tordner gennem byen, som om både kontorchefen, skattevæsnet og livsens ondskab var efter dem.

Vi rejser verden rundt og praler af vores cykelland, og så må man da bare håbe, at folk fra fjerne lande ikke kommer hertil og oplever, hvordan cyklismen faktisk fungerer, især i byerne.

På ruten fra ministeriet til privaten skal de åbenbart have afløb for alle deres frustrationer, og de skal prustende-trampende tabe alle de kilo, der har sat sig på sidebenene under dagens anstrengelser ved computeren og i kantinen.

Men hallo: En cykelsti er ingen træningsbane eller dødsdrom. Bilister med lyst til at køre racerløb gør det da i dertil indrettede anlæg, ikke op og ned ad Store Kongensgade. Og cyklister med lyst til landevejsløb bør venligst forføje sig ud på landevejen – medmindre de simpelt hen skulle gå til psykolog med al den kropsenergi og alle de frustrationer.

LÆS OGSÅ

Noget af det smukkeste ved Danmark, cyklismen, er kort sagt ved at blive noget af det grimmeste. Vi rejser verden rundt og praler af vores cykelland, og så må man da bare håbe, at folk fra fjerne lande ikke kommer hertil og oplever, hvordan cyklismen faktisk fungerer, især i byerne. Er det ikke kommet til et punkt, hvor noget må gøres?

Hvis cyklismen skal være vejen frem, og hvis de kommende år for alvor skal demonstrere cyklernes potentiale som transportmidler i den helt store skala (hvad jeg personlig går ind for), så må der en form for modenhed til: Cykler skal betragtes som almindelige transportmidler, hvis brugere skal overholde færdselsregler og tage hensyn akkurat ligesom alle andre trafikanter. Måske skal de (vi) endda overholde noget nyt: fartgrænser.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden