Iran har smækket døren i, og Barack Obama har fået fingrene i klemme. En pariastat har manøvreret verdens indtil videre største supermagt op i et hjørne.
Obama advarede midt i november de iranske ledere. Iran havde ikke vist vilje til at acceptere det forslag til en aftale, som USA, Frankrig, England og Tyskland samt Rusland og Kina havde lagt på bordet en måned tidligere i Genève. Derfor havde USA indledt forhandlinger med sine allierede, truede Obama, om, hvilke konsekvenser det ville få for Iran. I første omgang så det ud, som om Iran ville acceptere forslaget. Dets hovedformål var at vinde tid for USA, så Obama kunne udsætte det ubehagelige sandhedens øjeblik, hvor han skulle beslutte, hvad han skulle stille op med en pariastat, som efter alt at dømme var godt på vej til at blive atombevæbnet. Skulle USA bruge magt for at forhindre det, eller skulle det affinde sig med situationen. Skulle USA gå til Sikkerhedsrådet for fjerde gang for at få vedtaget en resolution om sanktioner mod Iran, eller skulle man vende ryggen til og give Israel grønt lys til at gribe ind mod Iran.
