På vej op kan det være nyttigt at tage højde for, hvordan man i nødsfald kan komme ned igen, i sikkerhed. Det gælder også i sikkerhedspolitik. Derfor kan det undre, at en række højtstående amerikanske talsmænd fra præsident Obama og nedefter siden 1. juli, da FN’s Sikkerhedsråd vedtog sin fjerde sanktionspakke mod Iran, har eskaleret den verbale offensiv mod Teheran. »Der kan ikke herske tvivl om«, har Obama erklæret, »at USA og det internationale samfund er fast besluttet på at forhindre Iran i at få atomvåben«. »Fast besluttet« i præsidentens mund forpligter. De ord kan en supermagt ikke løbe fra, uden at det får katastrofale konsekvenser for troværdigheden. Næsten samtidig udtalte viceudenrigsminister William Bruns til Senatets udenrigskomite, at USA’s politik er »klar, vi må forhindre Iran i at udvikle et atomvåben«. »Forhindre« overlader heller ikke meget til fantasien. Ultimativ forpligtelse Denne kaskade af entydige udtalelser i Washington må ses på baggrund af chefen for CIA Leon Panettas vurdering, at Iran vil kunne producere en atombombe inden for de næste år. Ordene forpligter Washington. USA har givet Iran et ultimatum. Enten må USA gå linen ud, hvis sanktionspolitikken ikke tvinger ayatollaherne i knæ, og starte den tredje amerikanske krig i Mellemøsten, eller også må Obama senest om et par år erkende, at det var ham og ikke præsident Ahmadinejad, der først slog blikket ned. Obama forsøger at vinde tid, i lighed med Iran. Forskellen er, at Teheran bruger tiden til at producere beriget uran, medens Washington håber, at der vil ske et regimeskifte i Iran. USA forsøger at støtte oppositionen i Iran, især mindretalsgrupper i grænseegnene. Desuden forsøger amerikanerne at sabotere den iranske atomindustri for at forsinke det øjeblik, hvor en atombombe er en kendsgerning. ’Aktion Sabotage’ er så hemmeligstemplet, at den kendte amerikanske politiske kommentator James Reston blev truet med fængselsstraf, hvis han opgav kilderne til et afsnit i bogen ’State of War’, der udkom i 2006.
Reston beskriver et eksempel på denne hemmelige krig. CIA sendte en agent, der optrådte som russisk atomfysiker, til Wien, hvor han tilbød en repræsentant for Iran nogle tegninger, der beskrev, hvorledes man kunne designe en bestemt type bombe. Tegningerne led af den mangel, at bomben ikke kunne eksplodere.
