Der er næppe udsigt til, at der vil kunne skabes enighed om oprettelse af en palæstinensisk stat på denne side af dommedag. Fyldordet ’næppe’ er en indrømmelse til muligheden af uforudsigelige hændelser, der, som billedet tegner sig i dag, ikke forekommer sandsynlige. En mulighed er, at den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, der er nøglepersonen i israelsk politik, uantastet af konkurrenter pludselig vil skifte ham, drive den radikale højrefløj af religiøse fanatikere og fascistoide elementer, anført af udenrigsminister Avigdor Lieberman, på porten og skabe et nyt parlamentarisk flertal i samarbejde med centerpartiet Kadima. Kadimas leder, Tzipi Livni, er ikke uimodtagelig, men som betingelse kræver hun et regeringsprogram, der klart og tydeligt fokuserer på en fredsaftale med præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas. Det vil Netanyahu ikke binde sig til. Han er modstander af en palæstinensisk stat og vil ikke gå på kompromis, før han befinder sig i en situation, hvor et fortsat nej til palæstinenserne vil have politiske konsekvenser for Israels sikkerhed. Den mulighed eksisterer og er den eneste, Netanyahu frygter. Han er også bange for den iranske atombombe, men her er der tale om et militært magtspil, som Israel har råd for. Netanyahus mareridt er FN’s Sikkerhedsråd. Obama tør ikke tage konfrontationen En resolution, der pålægger parterne i Palæstinakonflikten at acceptere en fredsplan udarbejdet af en FN-kommission, vil knække Netanyahu og bane vejen for en palæstinensisk stat.
Man kunne forestille sig, at EU kunne tage initiativet til at løse en af de længstvarende konflikter, der opstod som følge af Anden Verdenskrig, og yde palæstinenserne den samme retfærdighed, som blev jøderne til del i 1948, da FN vedtog oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Men nej. Bortset fra svenskerne og spanierne vil projektet ikke finde støtte i EU’s medlemslande.
