Udviklingen i Libyen er ingen budbringer om, hvad der venter Bashar Assad, den syriske diktator. Tunis’ forhenværende stærke mand, Ben Ali, er flygtet til Saudi-Arabien. Hosni Mubarak, hans egyptiske kollega, sidder i fængsel, og Moamar Gaddafi er gået under jorden. De to første blev svigtet af deres generaler, der nægtede at give hæren ordre til at skyde på de civile demonstranter. Gaddafis skæbne blev afgjort af Nato’s fly, der fløj 20.000 missioner over den libyske kampplads. De allieredes mål var et regimeskifte, hvilket krævede en meget fri fortolkning af en sikkerhedsrådsresolution, der gav mandat til at forsvare den libyske civilbefolkning. I alle tilfælde var der tale om interne opgør, der ikke direkte berørte udenlandske magters kerneinteresser, og hvis udfald ikke ville få afgørende indflydelse på magtbalancen i hele Mellemøsten. Syrien er i en helt anden liga end Tunesien, Egypten og Libyen. Det er landet, hvor intet forbliver internt, fordi alle Mellemøstens modsætninger tørner sammen: de etniske, religiøse og magtpolitiske. LÆS OGSÅDen arabiske revolution fortsætter Sunniislam mod den shiamuslimske fortolkning af Koranen, saudiske interesser mod iranske, kurdiske og drusiske mindretal mod det sunnimuslimske flertal, der tæller 2/3 af de 22 millioner indbyggere. Og i baggrunden trækker USA, Rusland og i stigende grad Kina i trådene. Alliancen mellem Assad-regimet og præstestyret i Teheran er af afgørende betydning for Iran. Regimets fald vil betyde, at Iran bliver isoleret i forhold til den arabiske verden, som det forsøger at infiltrere. Syrien og Iran danner en akse, der også omfatter den shiamuslimske bevægelse Hizbollah, der er den reelle magthaver i Libanon, og Hamas, den palæstinensiske organisation, der regerer i Gaza-området. Den syrisk-iranske alliance er den ældste i Mellemøsten, den går tilbage til 1980’erne under den otte år lange krig mellem Iran og Irak, hvor Assads far som den eneste leder af et arabiske land støttede iranerne mod Baath-regeringen i Bagdad.
Iran har indtil videre givet Assad 5 milliarder dollar i kontanthjælp, og ifølge nogle rapporter har Teheran brugt sin indflydelse på den irakiske regering, der også er kommet den betrængte syriske statskasse til hjælp. En del af pengene er brugt til at betale lønninger til hæren, hvis loyalitet er af afgørende betydning for Assads overlevelse. Desuden skal Teheran have rådgivet den syriske kontraspionage. Medens Iran støtter Assads alawi-mindretalsdiktatur, støtter saudierne, der nu har brudt diplomatisk med Syrien, oppositionen mod Assad. Men Riyadh er i syv sind, fordi saudierne på den ene side er interesseret i at drive Iran ud af Syrien, men på den anden frygter, at Assads fald vil føre til en sunnimuslimsk regering, hvor De Muslimske Brødre vil få indflydelse. Eller det, der er værre, en borgerkrig. Der er ingen happy ending på krisen omkring Syrien. Kun tre dårlige muligheder. LÆS OGSÅAssad: Jeg kan få landet under kontrol Enten lykkes det Assad at undertrykke opstanden, eller også mister alawitterne magten til det sunnimuslimske flertal med et efterfølgende blodigt opgør med de kristne og drusiske mindretal, der som selvforsvar, i de sidste 40 år, har støttet Assad-familiens diktatur. Eller også vil Syrien gå i opløsning og blive splittet i en række ministater. Alle, ikke mindst Tyrkiet, frygter de to sidste muligheder. For nabolandet Tyrkiet er udviklingen i Syrien næsten et internt problem. Ankara er bange for masseflugt fra Syrien i tilfælde af borgerkrig og frygter, at hvis det kurdiske mindretal i Syrien kommer i vanskeligheder, kan det indvirke på det i forvejen spændte forhold mellem AK-regeringen og de tyrkiske kurdere. Dertil kommer, at den tyrkiske ministerpræsident Tayyip Erdogan må tage hensyn til den voksende harme i befolkningen over Assads overgreb mod de sunnimuslimske demonstranter, en harme, som i en række tilfælde bliver rettet mod medlemmer af den tyrkiske alawi-stamme, der tæller 20 procent af befolkningen, og som er fjernt beslægtet med Assads alawitter. Set fra Ankaras synspunkt er Assads overlevelse den mindst ringe mulighed. Derfor forsøger Ankara at overtale Assad til at gøre alvor af sine løfter om at indføre reformer, samtidig med at man giver husly til syriske oppositionsgrupper. USA har overladt Assad-porteføljen i Erdogans hænder. Præsident Obama erklærede forrige torsdag endeligt, at Assad skulle trække sig. Det sene tidspunkt skyldtes ikke tøven, men tyrkiske opfordringer til ikke at vanskeliggøre Ankaras forsøg på at tale Assad til rette. Kodeordet for denne tyrkisk-amerikanske alliance er stabilitet. Næsten for enhver pris. I krig er det klogt at overlade fjenden en mulighed for retræte. Det er den mulighed, Tyrkiet satser på.
