Alt var klar til premieren på den store fransk-tyske koproduktion ’Merkel og Sarkozy redder verden’ på Croisetten i Cannes, hvor lederne af de økonomiske stormagter i G20 i weekenden agerede stand-ins for sommerens filmstjerner. Nu havde Tyskland og Frankrig jo allernådigst givet en hjælpepakke til Grækenland og lagt an til at smiske for især den kinesiske præsident, så han kunne overtales til at spytte lidt i krisekassen. Men så kom ham Papandreou med sin fordømte folkeafstemning og ødelagde det hele. Og som om det ikke var nok, fremviste Italiens Berlusconi sin sidste udgave af landets uendelige politiske sæbeopera, der kun overgås af chefens egne bunga-sengekantsfilm i bizar attraktion. LÆS OGSÅEksperter: Italien er EU's største problem Det store show var ødelagt. Merkel og Sarkozy måtte løbe fra krisemøde til krisemøde om euroen, mens normale superstjerner, Kinas Hu Jintao og USA’s Barack Obama, så undrende til som statister. Men var manuskriptet nu også helt så enkelt, da endnu et forkromet kompromis, der skulle frelse den europæiske økonomi, gik op i limningen. Nej. I virkeligheden spillede aktørerne rollerne fra Sergio Leones klassiske spaghettiwestern ’Den gode, den onde og den grusomme’. Grækenlands Papandreou, der tog det sure slid med at forsøge at rydde op i landets økonomi, har nu ofret sit politiske liv for at bane vej for en samlingsregering, der kan bære de hårde sparekrav igennem. Hans folkeafstemning blev en belejlig syndebuk for EU-lederne til at bortforklare problemerne.
Men allerede inden dens annoncering havde markedet vurderet, at EU-ledernes plan ikke havde mere tøj på end en afdanket starlet på jagt efter sin næste rolle. Efter aflysningen af afstemningen satte rentespændet mellem Italien og Tyskland, der groft sagt måler markedets mistillid til eurozonens økonomi, en ny faretruende rekord. Gennem ti års hestekur skal grækerne nu bringes fra bankerot til kanten af bankerot og i praksis overgive al finanspolitisk suverænitet til EU. Er det egentlig så underligt, at den gode Papandreou gerne ville spørge en befolkning på kanten af oprør om noget så vidtrækkende?
