Ved et tilfælde befandt jeg mig i sidste uge på grænsen til Gaza på det tidspunkt, hvor Israel mindes holocaust og dens omkring 6 millioner ofre. På slaget 10 gik luftalarmerne i gang over hele landet, og ved checkpointet til Gaza samledes de ansatte i en halvcirkel foran flaget, der var på halv. I de par minutter, alarmen kørte, stod den lille forsamling der med bøjet hoved, hver i egne tanker, og illustrerede alene ved deres tilstedeværelse, at Hitlers projekt mislykkedes.
Et uhyre bevægende øjeblik og et fantastisk visuelt udtryk – den lille gruppe omfattede alle etniske racer, fra de lyseste til de mørkeste, fra høje til lave, soldater til køkkenpersonale; alle stod de i den klare forårssol foran frodige marker og symboliserede livet og Israels triumf. At mindes afgørende nationale mærkedage på denne måde tror jeg er uhyre vigtigt for både et land og dets indbyggere, og som dansker ærgrede jeg mig midt i min bevægelse over, at vi aldrig gør den slags. Som nation har vi selvsagt ikke været gennem noget, der minder om holocaust, men der er dog alligevel nationale mærkedage.
