For lidt, for sent, for svagt. Sådan vil fællesnævneren lyde for de internationale reaktioner på den tale, som Myanmars formelle leder, Aung San Suu Kyi, holdt tirsdag morgen dansk tid. Forventeligt nok havde talen ingen kritik af den etniske udrensning, som landets militær står bag i den vestlige Rakhineregion, og som har sendt anslået 400.000 muslimske rohingya-flygtninge ind over grænsen til Bangladesh. Kun en meget forsigtig erklæring om, at sikkerhedsstyrkerne er blevet pålagt at »udvise den nødvendige forsigtighed for at undgå at ramme civile«.
Formuleringen er utvivlsomt forhåndsgodkendt i den officerselite, som har stået for årtiers udrensningsoperationer i det hærgede land, og som har ramt også andre end muslimske mindretal. Suu Kyis fordømmelse af »alle slags menneskeretskrænkelser og ulovlig vold« er lige akkurat indrettet på at friholde de generaler, som hendes politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), sidder sammen med i en skrøbelig samarbejdsregering, der kun med meget god vilje kan kaldes en koalition. For de interne magtforhold i regeringen er højst ulige. Ligaen og dens berømte lederfigur har siden valget i 2015 været reduceret til noget, der ligner moralsk staffage. Med det formål at give det militære aristokrati den politiske legitimitet, som det har savnet og manglet efter et halvt århundreds overgreb og ustraffede krige mod egen befolkning.
