Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Så skete det igen. En uigennemtænkt og unødvendig folkeafstemning har kastet et land helt unødigt ud i kaos.
Denne gang er det Spanien, der efter folkeafstemningen i Catalonien står i en dyb forfatningsmæssig krise.
Og atter er det, som om alt for mange tilskriver en folkeafstemning – hvor mindre end halvdelen af befolkningen i Catalonien overhovedet stemte – en beslutningskraft og legitimitet, som er helt ude af proportioner.
Nu var lige den catalanske afstemning speciel, fordi regeringen i Madrid aktivt – og helt unødigt hårdhændet – modarbejdede den.
Men at en folkeafstemning overhovedet er en fornuftig, endsige rimelig måde at afgøre et lands og en stor regions skæbne på, er en påstand, som jeg er uhyre skeptisk overfor.
Med en folkeafstemning er det ja eller nej, sort eller hvid, bestem dig nu, kammerat
Sagen er nemlig, at folkeafstemninger ikke er nogen synderlig god demokratisk model.
Verden er kompliceret, mere og mere faktisk, og det at koge et kompliceret og ekstremt afgørende spørgsmål som at løsrive sig – eller som i tilfældet Storbritannien at melde sig ud af EU efter næsten et halvt århundrede – er at tale ind i populismen.
Så forsvinder alle nuancer, alle moderate holdninger om, at man måske kunne forandre EU eller forhandle sig til en øget grad af selvstyre for Catalonien.
Nej, med en folkeafstemning er det ja eller nej, sort eller hvid, bestem dig nu, kammerat, og så ruller vi.
Det er en manikæisk tilgang til politik som måske egner sig til Trump og Twitter, men ikke til en multifacetteret virkelighed.
At kalde folkeafstemninger for pøbelvælde er at gå for vidt, men det er gift for et fungerende moderne demokrati, som netop er baseret på faste regler, forhandlinger og en stabil retsorden. Der er faktisk en god grund til, at de fleste forfatninger er vanskelige at ændre, og at det tager lang tid.
Den danske grundlov kræver eksempelvis, at enhver ændring vedtages af Folketinget, og at der herefter udskrives valg, og at det nye Folketing derefter atter vedtager ændringen – og at den så til sidst godkendes af et flertal, som består af mindst 40 procent af alle stemmeberettigede ved en folkeafstemning.
Det er måske lidt for meget, men pointen er klar: De helt grundlæggende brikker i et moderne demokrati bør ikke kunne kuldkastes, fordi 51 procent af befolkningen i et givent øjeblik mener noget andet.
Eksemplerne på skadelige folkeafstemninger, som aldrig burde have været afholdt, er legio.
Mest oplagt er Brexit, en vanvittig populistisk manøvre, den tidligere premierminister David Cameron foretog for at blive genvalgt.
Helt tosset og dybt uansvarligt i et land, hvor der var massivt flertal for medlemskab i det demokratisk valgte parlament og havde været det i årtier. Men Storbritannien er langtfra det eneste land, som har skudt sig selv godt og grundigt i foden med folkeafstemninger.
Og vi kan sagtens selv være med: Folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992 førte som bekendt direkte til de ulyksalige danske EU-forbehold.
Skriv kommentar