0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dorte Hygum savner krammet: Fraværet af berøring minder mig om kroppens andre måder at udtrykke genkendelse og velvilje på

Jeg var år om at lære at kramme mennesker, jeg ikke er mor til eller gift med. Nu må jeg ikke, men genopdager håndens gestik og det dybe blik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Arkivfoto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hun ser appellerende på mig gennem vilde tjavser af lyst pandehår, mens hun hopper ned fra bænken på den anden side af bordet og gør sig klar til at sætte af i løb. Sekunder senere springer hun leende rundt på legepladsen, og jeg lader, som om jeg ikke kan indhente hende, indtil hun selv bremser op og lader sig fange i noget, der kan minde om et flygtigt kram.

Så river hun sig løs igen og løber tilbage til bænken, til sine forældre, hvor hun er tryg.

Hun er lige fyldt fem, vi har ikke set hinanden i mange uger, og hun er blufærdig ved at komme helt tæt på mig. Sådan havde jeg det også som barn med mine bedsteforældre. Faktisk med næsten alle mennesker. Ligesom mit barnebarn gør det nu, satte jeg fra barnsben ubevidst en grænse for kropslig kontakt, og når jeg ser hende signalere hertil-og-ikke-længere, kommer jeg i tanke om, hvor vanskeligt jeg havde ved at lære at kramme i flæng, da det begyndte at blive moderne i nogle kredse i 1970’erne.

Knus var ikke en del af miljøet og kulturen, jeg voksede op i. Der var rigelig plads mellem husene, langt til de egentlige byer og vel omtrent en meter mellem voksne mennesker, når de mødte hinanden på gaden. I mange tilfælde blev der hilst med et nik, et blik og et lavmælt »dav«. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis nogen pludselig var brudt ud i kram i mødet med min far i indkørslen eller nede ved bageren, men jeg tror, han ville have opfattet det som et angreb.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter