0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Henrik Palle: De borgerliges ulidelige lethed

Når krisen kradser, er alle socialdemokrater, og når krisen er overstået, rammes borgerlige mennesker af omfattende hukommelsestab.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Roald Als/POLITIKEN
Arkivtegning: Roald Als/POLITIKEN
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ingen ateister i en skyttegrav, siger man i den engelsksprogede del af verden. Når kuglerne fyger, bomberne falder, og granaterne eksploderer, genfinder man sin barndoms tro på, at et eller andet større end en selv våger og sørger for, at man kommer frelst igennem uvejret.

Oversat til nyere politik betyder det, at når en økonomisk krise – som kan have mange forskellige årsager – rammer samfundet, ja, så står alle pludselig glade og gerne i kø ved det lokale suppekøkken med den dybe tallerken i hånden og et ydmygt udtryk i ansigtet. »Vi er sultne«, kommer det fra de mest stålsatte liberalister, som normalt ellers plejer at fremvise deres rygtatoveringer med sætninger som ’Lad falde hvad ej kan stå’ og ’Skat er tyveri’, om ikke ’Markedet ordner alt’. Skrevet med gotiske bogstaver, omsluttet af flammer, som var det ytringer sagt af altings Herre og derefter overleveret på stentavler.

Da coronakrisen ramte, stod vi sammen. Alle – bortset fra den yderste højrefløjs mest højtråbende idioter – bakkede op om vores statsministers nedlukning og finansministerens grandiose manøvrer med samfundets dankort

Vi så for eksempel tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen søge om subsidier fra statskassen til en af sine – meget små – virksomheder, selv om man må formode, at han er forholdsvis velpolstret. Men da nyheden breakede, og forargelsen så småt begyndte at brede sig, kom hans liberale meningsfæller ham straks til undsætning og bedyrede, at han skam bare bad om det, han havde ret til. Ligesom alle andre. Det er ikke pengene, Månsson, det er princippet – som den stygge, stygge kapitalist siger i Hasse Alfredssons fremragende film ’Den enfoldige morder’ fra 1982. For har man ret til pengene, skal man tage dem, også selv om man ikke nødvendigvis har brug for dem.

Det er en ideologisk ytring, der fejer følelser som empati, solidaritet og samfundssind af banen til fordel for råt regelvælde og rage-til-sig-mentalitet.

Men nu er der vel sådan set ikke noget, der forhindrer nogen i at lade være med at modtage overførsler fra samfundskassen, hvis de ej er nødvendige for, at man kan klare dagen og vejen. Et bærende princip i tankegangen bag velfærdssamfundet har alle dage været, at de, som havde hjælp behov, skulle understøttes. Og når et socialdemokrati i sin tid indførte retskrav på bestemte typer velfærdsydelser, var det for at komme et rethaverisk og ridefogedagtigt trangsvurderingssystem til livs. Man ønskede at undgå, at mennesker i social nød skulle have deres behov vurderet i detaljer af småtskårne øvrighedspersoner, som var nidkært nærige på fællesskabets vegne. Nå, men det var dengang.

Da coronakrisen ramte, stod vi sammen. Alle – bortset fra den yderste højrefløjs mest højtråbende idioter – bakkede op om vores statsministers nedlukning og finansministerens grandiose manøvrer med samfundets dankort. For her gjaldt det ikke om at lade falde, hvad ej kan stå, men om at redde, hvad reddes kunne. Fordi tingene hænger sammen, og kapitalistens fallit også er medarbejdernes og bruttonationalproduktets. Ideologien, som Poul Schlüter med rette erklærede var noget bras, var sat i skammekrogen.

Nu er tingene så inde i en mere normal gænge, og straks svinges der igen med fanerne. De nationalkonservative kræfter har ondt i røven over, at spark-liv-i-lortet-checken på en flad tudse kan risikere også at ende hos muslimer. Ultraliberalisterne ser det som en skandale, at man giver penge til mennesker, som ikke bidrager til samfundet ved at arbejde (og hvad laver du egentlig for pengene, konfirmand Vanopslagh?). Og selv et forholdsvis fornuftigt menneske som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hyler løs om overdreven gavmildhed

Ideologien vender tilbage, som den forbandede evindeligt medflyttende nisse, den alle dage har været

Ideologien vender med andre ord tilbage, som den forbandede evindeligt medflyttende nisse, den alle dage har været.

Det er akkurat lige så torskedumt, som at soldaterne efter den anekdotiske julefred under Første Verdenskrig, hvor briterne og tyskerne juleaften i årene 1914, 1915 og 1916 indstillede skydningen for en tid, genoptog kamphandlingerne. For det havde sgu da været mere passende at indse det tåbelige i krig og nedlægge våbnene helt, forlade slagmarken og forsøge at bygge noget nyt op sammen oven på fjendskabets symbolske slagger.

Men det ville kræve en tilsidesættelse af eksempelvis den liberalistiske ideologi. Og det kan vi jo ikke have. For hvad skal vi så slå hinanden oven i hovedet med i kampen om den abstrakte frihed, man ikke kan betale med i Netto, selv om den siges at være det bedste guld?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts