I J.G Ballards bog ’Crash’ fra 1973 er seksualiteten rå og skinnende. Alt det metal, der egentlig ikke er krop, er på vej til at blive det: Motorerne dundrer, udstødningsrørene udstøder deres olie i dryp som sekreter, læderet på de pletfrie sæder er glat og tiltrækkende som hud. I skyerne fra Londons bilflåde lader Ballard dødsdriften møde den moderne seksualdrift i et farligt og decideret bizart hjulspind. Alt er acceleration, intet kan stoppe den unaturlige dans, indtil ulykken – the crash – hvor maskine spidder menneske, og de to endelig bliver én.
Ballards bog handler om grænserne mellem de maskiner, vi bruger, og så os selv. Eller rettere: Den handler om, hvordan vi tror, vi bruger maskinerne, når nu det jo i virkeligheden lige så meget er dem, der bruger os. Mennesker laver maskiner, men maskinerne laver også maskinmennesker.
