Jeg skammer mig normalt ikke over, hvem jeg er, eller hvem jeg vælger at elske. Men da jeg for nylig besøgte min barndomsegn, Vestsjælland, med min kæreste, genoplevede jeg følelser, som jeg ikke har forholdt mig til i mange år. Da min kæreste forsøgte at tage min hånd, afviste jeg ham. Jeg turde ikke holde ham i hånden. Jeg turde især ikke der i Slagelse midtby.
Det overraskede mig, at de fysiske omgivelser, der har dannet kulisse for mine grå teenageår, stadig kan gøre mig utilpas. Jeg havde håbet på, at jeg kunne vende tilbage og være en åben bøsse, som mit indre barn kunne være stolt af. I stedet blev jeg konfronteret med min egen usikkerhed, og mit selvbillede som en relativt selvsikker ung bøsse i midten af 20’erne begyndte at krakelere. Pludselig var jeg bange for, at jeg i de samme kulisser igen skulle høre nogen råbe ’bøsse’ efter mig. Og værst tænkeligt: efter mine kæreste. At jeg, og ham jeg elsker, igen skulle føle os forkerte, fordi vi elsker en anden mand.
