Anklagerne mod Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, om problematisk ledelse har taget en dramatisk drejning.
Politiken har fået kendskab til et brev fra fagforeningerne HK og Djøf sendt til politikerne i Helsingør Kommunes økonomi- og erhvervsudvalg, hvor fagforeningerne skriver, at Benedikte Kiær har »udvist grænseoverskridende adfærd« og via tredjepart har »udtalt trusler« over for tre ledende medarbejdere, der ifølge fagforeningerne nu er sygemeldt.


























