Lars Rasborghar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Lars Rasborghar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Kronik afLars Rasborg

Cand.psych., praktiserende psykolog og forfatter

Som ung var jeg yderligtgående kommunist, boede i kollektiv og skrev pamfletter. Men med alderen blev jeg mere moderat og skiftede fokus. Sådan gik min personlige politiske rejse.

Jeg skiftede drømmen om verdensrevolutionen ud med en pragmatisk model

Lyt til artiklenLæst op af Lars Rasborg
17:32

VI VAR SYV, to kvinder og fem mænd, alle omkring 19 år gamle og aktive på den yderste venstrefløj, da vi i 1975 dannede et kollektiv i ’Sorte Firkant’ på Indre Nørrebro i København. Vi kom fra de grønne områder nord for København, og de fleste af os havde som en del af ’Virum-slænget’ været venner gennem alle teenageårene.

Seks af os var lige blevet studenter, og i løbet af gymnasieårene var vi blevet sympatisører eller medlemmer af den partiforberedende organisation Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML), stiftet i 1968. Det var en af den tids mange grupperinger på den yderste venstrefløj i Danmark, kendt som ’kineserne’, fordi Kina var vores forbillede for et fremtidigt Danmark. Efter otte års forberedelser anså forbundet sig i 1976 for modent til at kalde sig et parti, Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

Lars Rasborghar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.

Opret profilHar du allerede en profil?Log ind her

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her