Elisabet Svanehar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Elisabet Svanehar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Brexit startede med en presset David Cameron, der prøvede at lukke munden på EU-modstanden ved at udskrive en folkeafstemning. Den endte med at lukke munden på ham. Det sker ikke for Boris Johnson, som stik mod al forventning fik en aftale med EU uden det forhadte irske ’bagstop’. Nu prøver parlamentet at stoppe ham.

Fortsættelse følger: Fra den første dag var der ingen plan for Brexit

Foto: -/Ritzau Scanpix
Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Camerons afstemning

Briterne har altid været delte i forhold til EU/EF. De meldte sig ind sammen med Danmark og Irland i 1973 og stemte ja til at blive i 75. De var med på det indre marked i 1986, men mange sagde nej til den politiske union, der kom med Maastricht-traktaten i 1991. Konservative EU-modstandere dannede partiet Ukip.

Østudvidelsen i 2004 fik igen den britiske EU-modstand til at stige, også blandt Labour-vælgere. Ved EP-valget i 2014 blev Ukip størst, de konservative røg ned på tredjepladsen, og daværende premierminister, David Cameron, var presset i bund. Ved valget i 2015 lovede han en folkeafstemning om EU-medlemskabet og vandt, mod alle odds, overbevisende. Han bad EU om en lidt løsere tilknytning, især i forhold til arbejdskraftens fri bevægelighed. Han fik åbninger, men EU gav sig ikke på principperne for fri bevægelighed, som er en hjørnesten i det indre marked.

Elisabet Svanehar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.

Opret profilHar du allerede en profil?Log ind her

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her