Det er ikke af lyst, jeg deltager i debatten om tvangsanbringelser og -adoptioner. Jeg gør det, fordi jeg bliver så ulykkelig over, hvor let mennesker tåler andres ulykke. Og fordi jeg bliver så ophidset over at høre vores statsministers opskrift på en løsning på de udfordringer, der selvfølgelig er i livet, hvor ikke alle lever efter den ensrettede snor, som kun de ensporede partisoldater, der marcherer med skyklapper på, ønsker sig. Hvis alle var ens, var det lettere og billigere for staten.
Jeg stiller heller ikke op til debat, hvor jeg finder mine privilegieblinde socialdemokratiske venner kæmpe med hævede golfkøller for deres parti, som de altid har været medlem af og derfor ikke tør eller magter sætte sig op imod. Jeg spørger heller ikke folk om, med hvilken ret de udtaler sig om de psykologiske mekanismer hos børn og unge, som resten af livet må kæmpe med historieløshed og en følelse af at være blevet udelukket fra et fællesskab, fordi deres forældre ikke har fået den hjælp, de havde behov for. Jeg svarer bare på det modsatte spørgsmål.
