Birthe Skythar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Birthe Skythar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Den vedtægtsændring, som flere prominente folketingsmedlemmer, ledt an af Pelle Dragsted, havde foreslået blev lagt ned og udskudt ved Enhedslistens årsmøde i Valby.

Enhedslistens delegerede venter et halvt år med at tage stilling til kontroversielt forslag, der har skabt ballade i magtfuld hovedbestyrelse

Pernille Skipper er frontfigur i Enhedslisten, men hovedbestyrelsen har også en del at skulle have sagt. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Pernille Skipper er frontfigur i Enhedslisten, men hovedbestyrelsen har også en del at skulle have sagt. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Når Enhedslisten ved weekendens årsmøde skal vælge ny hovedbestyrelse, kommer det til at foregå på samme måde som altid.

Det på trods af, at Politiken har beskrevet, hvordan en gruppe af primært folketingsmedlemmer, ført an af det tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted, via en vedtægtsændring på årsmødet har forsøgt at ændre måden hvorpå Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse bliver sat sammen.

Ændringsforslaget går i korte træk ud på, at valget til hovedbestyrelsen ikke skal foregå blandt de cirka 450 delegerede i Hafnia-hallen, men klares via en digital afstemning for alle Enhedslistens 10.000 medlemmer.

Det har mildt sagt vakt påstyr.

Kritikere, såsom hovedbestyrelsesmedlemmet Michael Voss, kalder det en »afdemokratisering og en nedbrydning af hele ideen om et aktivt og demokratisk parti«.

Man frygter, at en digital afstemning vil betyde, at hovedbestyrelsen bliver domineret af de kendte ansigter fra tv, og ikke de gamle traditionalister, som nyder støtte blandt de delegerede.

Åben magtkamp i Enhedslisten: Græsrødder beskylder Pelle Dragsted for løgn og manipulation

Fortalerne for vedtægtsændringen mener derimod, at det netop er en forbedring af demokratiet i partiet, fordi man breder indflydelsen ud til alle partiets medlemmer.

Og måske netop på grund af polemikken besluttede man helt fra starten af lørdagens årsmøde at udskyde behandlingen af vedtægtsændringen til næste årsmøde, der afholdes om seks måneder.

Det beklager Pelle Dragsted.

»Man er da altid ærgerlig, når man taber en afstemning. Nu var det ikke en afstemning om selve forslaget, men om hvornår det skulle behandles. Nu var der også kun sat en time af til vedtægtsændringer. Det, tror jeg, var hovedårsagen til, at folk sagde fra. Jeg tror ikke, at det er udtryk for, at de har negativ holdning til forslaget, men at de ønsker, at vi fortsætter debatten«, siger Pelle Dragsted.

Kilder siger, at der er noget rumsteren i hovedbestyrelsen. Hvad gør det, at den rumsteren måske fortsætter et halvt år mere?

»Jeg tror altid, det vil være sådan i et parti, som udvikler sig så meget som Enhedslisten har gjort de sidste ti år, så vil der være uenigheder. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det ikke er alle, der har været enige i de forandringer, som flertallet har ønsket at gennemføre. Derfor tror jeg bare, at det er normalt, at der er uenigheder«.

»Det er der i Enhedslisten og i alle partier. Vi er så et parti, der er ret åbne om at tage de diskussioner, fordi vi er et meget demokratisk parti. Og det er så det, man kan læse i aviserne«, siger Pelle Dragsted.

Lasse Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her